Smutter fra Inger
Fortid i organisationen Stop Islamisering af Danmark får danmarksdemokrat til at trække folketingskandidatur
Folketingskandidat for Danmarksdemokraterne Thor Laage-Petersen Poulsen trækker sit kandidatur.
Det sker, efter at det er kommet frem, at han før har haft forbindelse til den højrenationale organisation Stop Islamisering af Danmark. Det skriver Frihedsbrevet.
Den nu tidligere folketingskandidat oplyser i en sms til mediet, at Danmarksdemokraterne ikke kendte til hans tidligere engagement i organisationen.
- Jeg deler ikke de holdninger, der er i foreningen. Derfor forlod jeg også gruppen for år tilbage. Men jeg ønsker ikke at skade partiets valgkamp, og derfor trækker jeg mig, skriver Thor Laage-Petersen Poulsen til mediet.
Organisationen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) fremgår i en rapport fra 2014 over antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark.
Her bliver foreningen betegnet som et højreradikalt miljø.
Rapporten er udarbejdet af forskere fra analyseinstituttet SFI, der i dag hedder Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Voldelige sammenstød
I rapporten skriver analyseinstituttet, at Siad betragter sit arbejde som en modstandskamp mod islam på linje med modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.
Foreningens demonstrationer førte i 2013 til moddemonstrationer og voldelige sammenstød med både politiet og aktivister.
Næstformand i Danmarksdemokraterne Pernille Roth tager i en udtalelse til Frihedsbrevet afstand fra organisationen.
Står til ni procent
- De holdninger, som den forening repræsenterer, er fuldstændig uforenelige med Danmarksdemokraternes holdninger, og i det lys er det også den eneste logiske konsekvens, at han trækker sit kandidatur, siger hun.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra partiformand Inger Støjberg, men hun henviser til næstformand Pernille Roth.
Danmarksdemokraterne står i den seneste måling fra Voxmeter til at få ni procent af stemmerne.