Smukke mål sender Chelsea i pokalsemifinale

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Chelsea er klar til semifinalen i den engelske Liga Cup efter udesejren mod Derby.

Topholdet i Premier League, Chelsea, er stadig i spil til alle titler i denne sæson.

Tirsdag spillede London-holdet sig som ventet i semifinalen i den engelske Liga Cup med en udesejr på 3-1 over Derby fra toppen af den næstbedste række.

Hjemmeholdet formåede dog kortvarigt at skabe en vis spænding om udfaldet mod slutningen.

Chelseas stjerner kom på sejrskurs midt i første halvleg, da Eden Hazard efter et flot sologennembrud sendte bolden i nettet ved den ene stolpe.

10 minutter efter pausen så Filipe Luis ud til at aflive spændingen, da han på fremragende vis sendte et frispark ind til 2-0.

Men Derby kæmpede bravt i den silende regn, og 20 minutter før tid gav det resultat med Craig Brysons reducering.

Derbys muligheder for at udligne svækkedes dog kort efter, da Jake Buxton fik rødt kort for en nødbremse.

I stedet kunne André Schürrle udbygge til 3-1, da han udnyttede en ripost otte minutter før tid.

Et andet Premier League-tophold – Southampton – led et sensationelt nederlag i kvartfinalen tirsdag.

På hjemmebane sikrede Sheffield United fra den tredjebedste række sig en overraskende plads i semifinalen med 1-0 på et mål af Mark McNulty efter en time.

De sidste semifinalister findes onsdag, når Bournemouth tager imod Liverpool, og Newcastle gæster Tottenham.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS