Smugkig på ny storfilm med Trine Dyrholm

Det første glimt af "Margrethe den første" med Trine Dyrholm i hovedrollen er blevet offentliggjort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har haft hovedrollen i den prisbelønnede film “Dronningen”. Men nu skal den 48-årige skuespillerinde Trine Dyrholm portrættere en vaskeægte dronning.

Hun indtager nemlig rollen som dronning af både Danmark, Sverige og Norge i den kommende film “Margrethe den første”. Optagelserne begyndte i marts sidste år, og nu bliver sløret for første gang løftet for en smule af indholdet.

Det sker i den første teasertrailer og plakaten, som er blevet offentliggjort.

Det er ifølge producenten første gang, at historien om kvinden, der samlede Norden til ét rige, bliver fortalt på film.

Med slør

I det korte klip, der er blevet offentliggjort, ser man Margrethe den første iført krone og slør.

Margrethe den første befinder sig i magtens centrum, da et chokerende rygte når slottets mure og stiller hende i et umenneskeligt dilemma – og her kan ét forkert valg ødelægge alt.

Margrethe den første styrer den nye union af Danmark, Norge og Sverige gennem sin adoptivsøn, kong Erik. Men da unionen er omgivet af fjender, ønsker hun at styrke Kalmarunionen ved at indgå en alliance med England.

Det skal ske gennem et ægteskab mellem kong Erik og den engelske prinsesse Philippa. Men en konspiration er undervejs, som sætter Margrete i et umuligt dilemma, der kan koste hende alt.

Rollelisten

På rollelisten finder man foruden Trine Dyrholm også Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jakob Oftebro, Magnus Krepper, Bjørn Floberg, Suzanne Reuter, Simon Berger og Thomas W. Gabrielsson.

Filmen er instrueret af Charlotte Sieling, som tidligere har været instruktør på danske seersucceser som “Forbrydelsen”, “Borgen” og “Broen”.

Hun har også arbejdet som episodeinstruktør på store udenlandske tv-serier som “Homeland”, “White Collar” og “The Americans”.

“Margrethe den første” ventes at få biografpremiere i sensommeren 2021.

Du kan se den første trailer fra filmen HER

Powered by Labrador CMS