SMS'er genskabt
Både sundhedsminister Magnus Heunickes og tidligere departementschef Per Okkels sms'er er genskabt
Det er lykkedes politiet at genskabe sms'er fra endnu en person i relation til minksagen.
Det skriver Ekstra Bladet.
Tidligere departementschef i Sundhedsministeriet Per Okkels sms'er er genskabt. De blev slettet, da han stoppede i ministeriet.
De er afleveret til Minkkommissionen, ligesom det også er tilfældet med sundhedsminister Magnus Heunickes (S) sms'er. De har dog ikke været slettet.
Stor fokus
Der har den seneste tid været stort fokus på sms'er, efter at det kom frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) og topembedsmænd automatisk sletter sms'er.
Det gjaldt også sms'er, som blev sendt i perioden, hvor beslutningen om at aflive alle landets mink blev taget.
Det undersøges i øjeblikket af en kommission, der altså ikke har kunnet få de sms'er, de har efterspurgt.
I sidste uge kunne hun så fortælle, at politiet ikke har kunnet genskabe sms'erne.
Siden er det dog kommet frem, at Mogens Jensens (S) sms'er er blevet genskabt. Han var fødevareminister og endte med at trække sig på grund af sin rolle i minksagen.