Smider du det her i skraldespanden? Det er farligt
Det har været årsage til flere brande hos renovationsselskab.
Spraydåser med hårlak, kædeolie, lightergas virker som brandbomber, når de kommer i nærheden af ild. Og det giver problemer i RenoNords sorteringsanlæg. Dagligt findes spraydåser i affaldsselskabets anlæg, og tre gange har dåserne antændt brande i affaldet på anlægget.
– Det ér farligt affald. Og når det er farligt affald, så skal det jo ikke i genanvendelsescontainere, siger Henrik Kirkegaard til DR Nordjylland. Han er miljø- og udviklingschef hos RenoNord.
Problemet opstår, når spray- og gasdåser presses med det øvrige metalaffald.
Her kan der opstå gnister. Og når gnisterne kombineres med gas fra dåserne, kan det udløse en mindre eksplosion.
Dét har i sommerens løb ført til tre mindre brande på anlægget.
– Sorteringsfolkene forsøger at holde øje i mængderne på båndet, men det er svært at opdage det hele, og i værste fald kan hele anlægget brænde, siger driftsleder Johnny Winther.
Det er ubehageligt for personalet
I havesæsonen i sommer var der mange gas-dåser, og op mod jul kommer der lightergas-dåser, men ellers er det især almindelige spray-dåser. Ifølge Henrik Kirkegaard ser personalet nogle dage flere end 100 spraydåser.
– Og så er det selvfølgelig klart, at det er ubehageligt for personalet at stå i nærheden af det her, som der er en latent eksplosionsfare ved, siger han til DR Nordjylland.
Udviklingschefen understreger, at gas- og spraydåser ikke hører til i skraldespanden. Han opfordrer derfor borgere til ikke at smide spray-dåser ud sammen med husholdningsaffaldet. Dåserne skal i stedet afleveres på genbrugspladser.
Sorteringsanlægget i Aalborg Øst modtager plast og metal fra husstande i kommunerne Jammerbugt, Mariagerfjord, Aalborg, Rebild, Hjørring og Brønderslev.