Smager du på bland selv slikket? Her koster det dig en bøde
Det blev for meget for direktøren.
“Smagsprøver ikke tilladt. Ved overtrædelse afkræves kunden 20 kroner.” Sådan står der på skilte i flere Rema 1000-butikker i Norge. Det skriver Dinside.no.
Udenfor butikkerne advares folk mod at give sig af med butikstyveri, og ifølge kommunikationsdirektør for Rema 1000 i Norge, Mette Fossum, er de blevet anbefalet sådan skiltning efter problemer med tyverier.
– Vi har lært, at det skulle have en forebyggende effekt på antallet af tyverier i vores butikker, siger Mette Fossum til Dinside.no.
Kent Korseel er direktør for sikkerhedsfirmaet Vectrocon, der står bag sikkerheden i Rema 1000-butikkerne. Det er altså dem, der står bag skiltingen, og Kent Korseel fortæller Dinside.no, at det ikke er små smagsprøver, der fik skiltene frem i lyset.
– Folk smager ikke bare, før de køber. De tager en håndfuld slik, som de spiser, mens de går rundt i butikken, siger Kent Korseel.
Det koster butikkerne penge
Han gætter på, at de enkelte butikker taber hundredetusind kroner årligt på kunder, der går og æder slik uden at betale for det.
Der er dog intet, der tyder på, at tiltaget også kommer til Danmark.
– Det er ikke noget, vi gør i Danmark. Og der er heller ingen udfordringer omkring bland-selv-slik, der gør, at vi planlægger noget lignende, siger Anders Rene Jensen, Indkøbsdirektør i Rema 1000, til Eb.dk.