Små tricks gør bilen forårsklar
Grundig vask, bekæmpelse af fugt, udbedring af lakskader og skift fra vinter- til sommerdæk er alfa omega til foråret
Se flere fotos i billedgalleriet herover
Fugt, kondens, salt og minusgrader.
Vinteren er hård ved bilen.
Og i år har sne og frost stedvis haft tag i Danmark langt hen i foråret, hvilket har gjort vinterdæk nødvendige længere tid end normalt.
– Men nu er det nu, at man skal forårsklargøre bilen, få vasket vinterens snavs af og skiftet til sommerdæk, råder Martin Løkke Borg, der er mekaniker og assistancefaglig leder hos Falck Autohjælp.
Her skal du starte
Karsten Meyland Lemche, der er testkører ved FDM’s medlemsblad Motor, bakker op og anbefaler, at du starter med en grundig vask.
– Få vasket saltet af vognbunden, hjulkasserne, døråbninger og karrosseri. Alle de der steder, man typisk ikke kommer ind, siger han.
Gå herefter lakken efter for småskader og stenslag.
Efterårets heftige regnskyl – og vinterens slud – øger risikoen for småsten og grus på vejene.
– Så gå bilen efter for stenslag, og få udbedret eventuelle skader. Det vil man virkelig takke sig selv for senere. Ellers risikerer malingen at boble op omkring pletten, og man kan få rustskader, konstaterer Martin Løkke Borg.
Hvis du har håndelag, kan lakskaderne udbedres med en lakstift.
Ellers kan du få værkstedet til det.
– Det kan være svært at få pænt og ensartet. Så jeg vil anbefale, at man kun gør det, hvis man ved, hvad man laver, siger Karsten Meyland Lemche.
Først det ydre, så det indre
Giv herefter bilen en indvendig overhaling.
Om vinteren slæber vores støvler en masse salt, slud og grus ind i kabinen.
Det skaber et dårligt indeklima og fugtigt miljø.
– Så støvsug bilen, stil måtterne på højkant, og lad alle dørene stå åbne på en god solskinsdag, så du rigtig får luftet ud, råder Martin Løkke Borg.
Glem ikke dækkene
Og så er der selvfølgelig skiftet fra vinter- til sommerdæk.
FDM og Falck råder til, at du først skifter, når temperaturen permanent er over fire-fem grader, og når der ikke længere er risiko for sne.
Vask saltet af vinterdækkene, og tør dem grundigt.
– Og vær opmærksom på, om vinterdækkene reelt er udslidte, eller om de kan klare en sæson endnu. Ellers er du på bagkant, når du hiver dem frem til efteråret, råder Karsten Meyland Lemche.
Sørg for at opbevare vinterdækkene køligt og mørkt, da sollys eroderer gummiet. Så læg dem i en tør garage, eller send dem på dækhotel.
Tjek også, at de overvintrende sommerdæk stadig holder kvaliteten inden montering.
– De må ikke være møre og nedslidte, men skal fremstå hele og uden skrammer. Og så skal de have minimum 1,6 millimeters dækmønster – helst mere – for at få optimalt vejgreb, siger Martin Løkke Borg.
FDM anbefaler, at du skifter dine sommer- eller vinterdæk, når de har mindre end tre millimeter dækmønster.
Godt hver fjerde danske bilejer skifter først fra vinter- til sommerdæk i maj. Det er en rigtig dårlig ide. Og en af de, der i sidste ende kan koste menneskeliv.
Dårlig cocktail
Vinterdæk og temperaturer over 7 varmegrader er nemlig en dårlig cocktail. For når temperaturen ryger op, bliver gummiet i vinterdæk gradvist blødere. Det går ud over egenskaber som vejgreb, bremselængde og rullemodstand, som bliver væsentligt forringet.
– Sommerdæk er designet til at køre på vejene i sommerhalvåret. Du manøvrerer bedre i sommerlandskabet, når du kører med sommerdæk, end hvis du fortsætter med vinterdæk. Og så er bremselængden markant kortere, når du har dæk på, som passer til temperaturen, har Rasmus Dalby, der arbejder som vejhjælps-redder hos Falck, tidligere udtalt.
Det er dyrt og farligt
Tal fra Michelins årlige bilistundersøgelse viser, at cirka 20 procent af ”sæsonskifterne” først siger goddag til sommerdæk i maj, hvilket er en kende for sent.
Og selv om det er positivt, at vinterdækkene kommer af bilen, har det sene dækskifte i maj nogle ofte ukendte konsekvenser for pengepungen. Og trafiksikkerheden.
– Mange bilister er faktiske ikke klar over, at vinterdæks egenskaber bliver så dårlige i varmen, som det er tilfældet. Det skyldes sikkert, at dæk er et notorisk lavinteresseområde for bilister. Men der er altså både en sikkerhedsmæssig og økonomisk konsekvens ved at køre for længe på sine vinterdæk, har FDMs Claus Chouhan før fortalt.
Se flere fotos i billedgalleriet herover