Små børn krænket – skole er i oprør
Fredag eftermiddag blev der holdt forældremøde på en skole i Hørve i Odsherred. Flere børn er blevet seksuelt krænket.
Odsherred Kommune har anmeldt flere seksuelle krænkelser af mindreårige børn i Hørve.
Nu har politiet startet en efterforskning omkring seksuelt misbrug af mindreårige børn på 6-8 år.
Sagen er startet på baggrund af en henvendelse fra Odsherred Kommune. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har dagen igennem efterforsket sagen, og der har været afholdt et møde på Sydskolen i anledning af sagen, hvor forældre fik mulighed for at tale med politiet og med repræsentanter fra skole og Odsherred kommune.
Antallet er ukendt
Politiet kan ikke sige nærmere om, hvor mange børn det drejer sig om. De foreløbige afhøringer tyder på, at der er tale om sager om blufærdighedskrænkelser.
Politiet understreger i meddelelsen, at efterforskningen ikke er færdig. Der kan derfor naturligvis dukke nye ting op i forbindelse med arbejdet i sagen.
Kontakt politiet
Politiet opfordrer til, at det kontaktes, hvis man har mistanke om, at ens barn har været udsat for en seksuel krænkelse.
Der er endnu ikke foretaget anholdelse i sagen.
Anmeldelse fra en lærer
Direktør i Odsherred Kommune, Gitte Løvgren, oplyser efter mødet til Ritzau, at kommunen torsdag modtog oplysninger fra en lærer om, at to børn muligvis var blevet seksuelt krænket.
– En lærer henvender sig efter en samtale med et barn. Det tegner et billede af, at der kan være flere børn, der har været udsat for krænkelser.
– Det har betydet, at vi har vi gennemført en række samtaler med forældre. På baggrund af den viden anmeldte vi sagen til politiet, siger direktøren til Ritzau.
Hun fortæller yderligere, at mødet foregik roligt.
Er sandsynligvis ikke ansat
Ifølge kommunen mistænker man en mand, der ikke er ansat på den kommunale skole. Gitte Løvgren oplyser desuden, at man ikke mistænker en bestemt mand. Den oplysning har politiet ikke kommenteret på.
Manden skal have opsøgt flere børn forskellige steder i byen. Gitte Løvgren kan dog ikke oplyse nærmere om, hvordan det skal være foregået.
– Vi ved ikke noget. Desuden er politiet i gang med at efterforske sagen. Derfor kan vi ikke sige noget, siger hun.
Videoafhøring
Midt- og Vestsjællands Politi har fredag videoafhørt flere børn fra Hørve. Politiet vil ikke ud med, hvor mange børn, det drejer sig om. Det oplyses dog, at der er tale om børn i alderen seks til otte år.
Hotline
Kommunen har oprettet en telefonisk hotline, som forældrene kan kontakte i løbet af weekenden. Her kan de drøfte deres bekymringer med skolens leder, skolepsykolog og politiet.
Telefonnummeret bliver offentliggjort på skolens intranet.
Der er fredag aften ikke foretaget en anholdelse i sagen.
Hørve har cirka 2500 indbyggere.