Slut med rejsepoint
Fra 18. januar 2015 kan man ikke længere købe rejsepoint til Sydtrafiks SMS- og mobilbilletter.
Den særlige rabatordning skal ophøre, men kunder, der har rejsepoint tilbage, kan bruge dem til og med 6. september 2015. Herefter kan man få et eventuelt restbeløb udbetalt.
Bortset fra periodekort er rejsekort den billigste rejsehjemmel hos Sydtrafik. Her får man altid cirka 40 pct. rabat i forhold til prisen på en enkeltbillet. Derefter kommer SMS- og mobilbilletter med rejsepoint. Når rejsepoint forsvinder, koster telefon-billetterne det samme som en almindelig enkeltbillet, som er den dyreste måde at rejse på.
Der er flere grunde til, at Sydtrafik stopper salget af rejsepoint. Det er en besværlig og dyr ordning at administrere, og der er forholdsvis få kunder, der bruger den. Sydtrafik opfordrer kunderne til i stedet at gå over til rejsekort.
– Både kunderne og Sydtrafik har fordel af rejsekort. Kunderne får en billig rejse, og Sydtrafik får en række data, vi kan bruge til at forbedre vores køreplanlægning, siger chefen for Sydtrafiks økonomiafdeling Britta Søndergaard.
– Vi får ikke at vide, hvem der rejser, men rejsekort systemet fortæller os, at en person er rejst fra A til B på et givet tidspunkt, og at vedkommende f.eks. har foretaget et skift undervejs. Sådanne oplysninger er meget værd, når vi skal planlægge hvor og hvornår, der skal køre busser, og hvor ofte der er kunder til dem, siger Britta Søndergaard.
Sydtrafik indførte SMS- og mobilbilletter med rejsepoint, før rejsekort kom til som nyt billetsystem.