Slut med miljøbelastende rejer i Dansk Supermarked

Foto: Nikolaj Svennevig/WWF
Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Supermarked har en målsætning om, at alle fisk og skaldyr skal være ansvarligt producerede. Fremadrettet vil der kun blive solgt ASC-mærkede kæmperejer i Føtex, Bilka og Netto

Fra uge 17 kommer der ikke flere varmtvandsrejer på hylderne i Bilka, føtex og Netto, medmindre de bærer det lille, turkise ASC-mærke, som garanterer, at rejerne er opdrættet under miljømæssigt ansvarlige forhold.

Dansk Supermarked har en målsætning om kun at sælge dokumenteret ansvarligt producerede fisk og skaldyr i sine butikker, og som en del af den plan vil koncernen fremover kun sælge ASC-mærkede varmtvandsrejer, fremfor de ofte miljøbelastende varmtvandsrejer, der sælges under navne som ”tigerrejer”, ”vannameirejer” eller ”kæmperejer”.

– Kæmperejer er meget populære blandt vores kunder, men de er samtidig også problematiske for miljøet, og derfor har vi virkelig set frem til, at de første rejefarme i Asien skulle blive ASC-certificerede, så vi kunne få rejerne i vores sortiment. Nu kan vi endelig tilbyde et produkt, der ikke er med til at ødelægge de områder, rejerne opdrættes i, og samtidig er vi med til at støtte udviklingen i de lande, vi køber dem fra, siger Dansk Supermarkeds CSR-chef, Helene Regnell.

Dansk Supermarked er ikke alene om at glæde sig over, at de ASC-mærkede rejer er kommet på markedet. Hos WWF Verdensnaturfonden udtrykker generalsekretær Gitte Seeberg stor begejstring for, at landets største detailhandelsvirksomhed tager ansvar på området og skifter sortimentet ud med ansvarlige produkter.

– Det er suverænt, at Dansk Supermarked gør rent bord og fra uge 17 kun efterspørger miljømærkede varmtvandsrejer. Det er en milepæl frem mod virksomhedens mål om udelukkende forhandle certificerede fisk- og skaldyrsprodukter. Hvis alle gjorde, som Dansk Supermarked gør på dette område, ville det virkelig batte, siger hun.

De første rejer kommer på hylderne i uge 17, og herfra bliver de rejer, der ikke bærer ASC-mærket, udfaset fra sortimentet i både Bilka, føtex og Netto.

Varmtvandsrejer, der sælges på det danske marked, stammer primært fra opdrætsanlæg i Sydøstasien. Rejerne bliver ofte opdrættet på måder, der forurener og udpiner miljøet omkring rejefarmene. Dermed udgør de en betydelig trussel mod følsomme naturområder, fx mangroveskove og floddeltaer, der bliver ødelagt og forurenet for at give plads til rejefarmene. Dammene forurenes ofte så kraftigt, at de kun kan bruges i kort tid, hvilket betyder, at man må bygge nye damme på bekostning af miljøet og mangroveskovene. I dag er 35-40 procent af verdens mangroveskove ryddet på grund af rejefarme.

(Kilde: WWF Verdensnaturfondens Fiskeguide)

Powered by Labrador CMS