Slut med hurtigtest

I weekenden lukker de sidste test-steder

Offentliggjort Sidst opdateret

Efterspørgslen på hurtigtest er faldet markant i takt med, at krav om coronapas er ophørt, og stort set alle restriktioner er bortfaldet.

Derfor besluttede regeringen i starten af februar at lukke hurtigteststederne.

Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Nedlukningen er sket løbende, og på søndag den 6. marts pakkes de sidste hurtigteststeder ned. Det vil fortsat være muligt at få en PCR-test i testcentrene rundt om i landet.

- Når vi på søndag kan lukke de sidste hurtigtestcentre markerer det, at vi er et godt sted i håndteringen af COVID-19. I mere end et år har regioner, de private udbydere og de mange tusinde podere arbejdet sammen om at løfte den store opgave. Med kort aftræk har de formået løbende at op – og nedskalere testkapaciteten for at matche den situation, vi har stået i. Nu ser vi frem mod lysere tider, hvor forventningen er, at behovet for test vil være mindre, og vi i større omfang kan teste os selv derhjemme. Når det er sagt, følger vi stadig udviklingen i epidemien nøje, siger Lisbet Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

I weekenden lukker de sidste steder.
I weekenden lukker de sidste steder.

LUKNING AF HURTIGTESTSTEDER

Søndag den 6. marts lukker de sidste hurtigteststeder.

I de seneste syv dage er der i gennemsnit foretaget 24.000 hurtigtest om dagen. Den uge der blev testet allerflest, var i uge 19 i maj 2021, hvor der i gennemsnit blev lavet mere end 320.000 hurtigtest om dagen.

PCR-kapaciteten er i dag på 140.000 test om dagen.

Du kan fortsat finde det nærmeste PCR-testcenter på Danmarkskortet på coronasmitte.dk

Myndighederne har indført en trappemodel for nedskalering af PCR-kapaciteten, som baserer sig på efterspørgslen på PCR-test.

Ved testbehov i forbindelse med udenlandsrejser vil rejsende som udgangspunkt kunne benytte PCR-teststeder eller private tilbud.

Kilde: Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Tidligere på ugen indførte myndighederne en trappemodel, der gradvist kan nedskalere kapaciteten for PCR-test. 

Modellen gør det nemt at følge med i, hvornår der nedskaleres, fordi den baserer sig på det faktiske forbrug af PCR-test.

På nuværende tidspunkt er kapaciteten på 140.000 PCR-test om dagen.

Læs mere om modellen for nedskalering af PCR-test.

Powered by Labrador CMS