Slut med de tårnhøje åger-renter

Ny politisk aftale gør det nemmere for danskere at betale kviklån tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er torsdag aften indgået en bred politisk aftale om indgreb mod kviklån, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. Med aftalen bliver der sat ind med flere centrale indsatser, der sikrer forbrugerne mod kviklån i fremtiden.

Blandt andet forbydes alle forbrugslån, der har en ÅOP på over 35 procent. ÅOP er et låns samlede årlige omkostninger i procent, fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).

– Vi har taget det endelige opgør med ublu kviklån. Det skal være slut med at drive virksomhed på gældspiral og personlige tragedier, som vi har set eksempler på i løbet af de sidste år.

– Alle har hørt om de vilde kviklån med en årlig omkostning i procent på 800-900 procent. Det er slut nu. Vi forbyder alle forbrugslån, der har en ÅOP over 35 procent, siger han.

Stor knast

Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Loftet over ÅOP har været den helt store knast i forhandlingerne. Da forhandlingerne gik i gang spillede regeringen ud med et ÅOP-loft på 25 procent.

Uenighederne blev i sidste uge så uoverstigelige, at erhvervsminister Simon Kollerup besluttede at udsætte forhandlingerne og give partierne en tænkepause.

Onsdag – godt en uge senere – blev de genoptaget, før der torsdag altså er kommet en aftale på plads.

Flere aftaler

Det er ikke kun et ÅOP-loft, partierne er blevet enige om.

Der indføres ligeledes et markedsføringsforbud. Det betyder, at virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 procent, ikke må markedsføre nogen forbrugslån overhovedet.

Desuden bliver der indført et forbud mod markedsføring af kviklån på tv i sammenhæng med spil og gambling.

Som en del af aftalen bliver der også sat en stoppet for forretningsmodeller, hvor virksomheder tjener penge på rykkergebyrer og andre strafrenter.

Konkret bliver der indført et omkostningsloft, så man maksimalt kan komme til at betale det dobbelte af lånet tilbage i renter, gebyrer og afdrag.

(Artiklen fortsætter under fakta-boksen)

Her den nye kviklån-aftale

Regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige indgik torsdag en aftale om omstridte kviklån med høje renter.

Her følger et overblik over de centrale punkter i aftalen:

* ÅOP-loft:

I dag bliver der udbudt lån med årlige omkostninger i procent (ÅOP) på mere end 800. Med aftalen forbydes alle forbrugslån, der har ÅOP på over 35 procent.

* Markedsføringsforbud:

Med aftalen indføres et markedsføringsforbud, der betyder, at virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 procent, ikke må markedsføre nogen forbrugslån overhovedet.

* Omkostningsloft:

Som et tredje element sættes en stopper for forretningsmodeller, hvor man tjener penge på rykkergebyrer og andre strafrenter. Konkret indføres et omkostningsloft, så man maksimalt kan betale det dobbelte af lånet tilbage i renter, gebyrer og afdrag samlet set.

* Gældsrådgivning:

Der bliver frigivet fem millioner kroner til gældsrådgivning ved at overføre Penge- og Pensionspanelets opgaver til Finanstilsynet. Dermed når den samlede pulje til gældsrådgivning op på 60 millioner kroner i perioden 2020-2023.

* Regulering af långivning mellem personer:

Privatpersoner skal fremover følge samme regler, som dem, der gælder for virksomheder i forhold til ÅOP-loft og omkostningsloft. Finanstilsynet vil foretage stikprøvekontroller for at sikre, at reglerne overholdes.

* Undervisning i privatøkonomi:

Endelig skal undervisningen i privatøkonomi i de danske folkeskoleklasser og ungdomsuddannelser styrkes. Børne- og Undervisningsministeriet vil derfor udarbejde undervisningsmateriale- og forløb i privatøkonomi til såvel folkeskole som ungdomsuddannelser.

Kilde: Erhvervsministeriet

– Jeg er rigtig stolt af, at vi nu for første gang for alvor tager et opgør med de kviklån, der har fanget mange særligt unge og udsatte i uoverskuelig gæld. Det var på høje tid, siger Kollerup i en pressemeddelelse.

Banker: Vi er bekymrede

Bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, møder den nye aftale med skepsis. Organisationen selv har foreslået et loft på 50 procent.

– At der kommer et loft nu, skal vi som samfund være tilfredse med. Vi havde foreslået et lidt højere loft for at sikre den rette balance mellem at have adgangen til korte lån uden at blive evig gældsat.

– Med et loft på 35 procent kan vi være lidt bekymrede for, at enkelte udbydere ikke vil udbyde korte lån, og at forbrugerne dermed afskæres for muligheden.

– Men vi må se tiden an, siger administrerende direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.

Udbydere: OK

Brancheforeningen Digitale Långivere, der repræsenterer kviklånsbranchen, tager den politiske beslutning “til efterretning”.

– Vi forventer, at vores medlemmer indretter sig, så deres produkter lever op til de politiske krav til markedet, siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard, talsmand for Digitale Långivere, i en skriftlig kommentar.

I Forbrugerrådet Tænk har de “svært ved at få armene ned” over aftalen. Organisationen har nemlig i årevis kæmpet for at få politikerne til at gribe ind over for kviklånene.

Det fortæller vicedirektør Vagn Jelsøe. Han deler ikke bankernes bekymring om de korte lån.

– Vi har set på markedet, at hvis du vil have et lån i en butik for eksempel til at finansiere et nyt køleskab eller en ny vaskemaskine, så ligger ÅOP typisk på omkring 15 og 35 procent.

– Vi har svært ved at se, at almindelige menneskers behov for et hurtigt lån til den slags skulle blive forhindret af det her, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerrådet Tænk har plæderet for et ÅOP-loft på 20 procent. Ifølge Vagn Jelsøe er det dog stadig en god aftale, da den “får fjernet de dyreste kviklån”.

Powered by Labrador CMS