SLUT: Harry og Meghan mister titler og penge
Fra foråret vil prins Harry og Meghan heller ikke modtage offentlig støtte, oplyser Buckingham Palace.
Britiske prins Harry og hertuginde Meghan vil ikke længere kunne bruge deres royale titler.
Det oplyser det britiske kongehus i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Artiklen fortsætter under videoen
Således mister Harry og Meghan muligheden for at blive tiltalt som “kongelige højheder”, oplyses det i en meddelelsen.
Årsagen er, at de ikke længere er arbejdende medlemmer af det britiske kongehus, lyder det.
Samtidig vil Harry og Meghan ikke længere modtage apanage, som er offentlig støtte, for at udføre royale pligter, står der i pressemeddelelsen fra Buckingham Palace.
Fra foråret
Ændringer træder i kraft fra foråret, oplyses det.
Harry og Meghan meddelte i sidste uge på det sociale medie Instagram, at de vil trække sig fra deres kongelige pligter og søge et mere uafhængigt liv.
Udmeldingen førte til en krise i den britiske kongefamilie, fordi det viste sig, at parret angiveligt ikke havde orienteret blandt andre dronning Elizabeth om deres beslutning.
Skal betale tilbage
Som en del af aftalen med tilbagetrækningen skal Harry og Meghan også betale penge tilbage, som er gået til renovering af parrets hjem Frogmore ved Windsor. Det drejer sig om godt 2,4 millioner skatteyderpund, hvilket er over 20 millioner kroner.
Udmeldingen fra det britiske kongehus indledes med en kommentar fra dronning Elizabeth. Hun siger, at familien har fundet en konstruktiv løsning.
– Harry, Meghan og Archie vil altid være højtelskede medlemmer af min familie.
Anerkender udfordringer
Jeg anerkender udfordringerne, de har stået over for som følge af intens opmærksomhed de seneste to år og støtter deres ønske om et mere uafhængigt liv, siger dronningen.
Samtidig takker hun parrets for deres arbejde.
– Jeg er særligt stolt af, hvordan Meghan så hurtigt er blevet en del af familien, siger hun.
Afslutningsvis tilføjer dronning Elizabeth, at hele familien håber, at aftalen vil gøre Harry og Meghan i stand til at bygge et lykkeligt og fredeligt liv op.