Slut efter 17 år
Den populære 'Go' Morgen Danmark'-vært Heidi Frederikke Sigdal forlader TV2
I 17 år har Heidi Frederikke Sigdal været tilknyttet TV2.
De seneste syv år som vært på "Go' Morgen Danmark".
Men nu er det slut. Det afslører hun i et opslag på Instagram.
En aldeles givende tid
- Farvel til verdens dejligste lille morgenfjernsynsbutik, indleder hun.
I opslaget lægger Heidi Frederikke Sigdal ikke skjul på, at tiden på TV2 har været aldeles givende for hende.
- Jeg tager de dejligste venskaber, den stærkeste faglighed, det fineste fællesskab og den ypperste journalistiske rejse med mig. Og jeg kan se i dag, hvad den pakke har givet mig af værktøjer. TAK, skriver hun blandt andet.
En helt særlig tak
Hun sender også en særlig tak til "Go' Morgen Danmark".
- Jeg skulle ha’ været en del af butikken i et barselsvikariat på et år. Det endte med syv. Og det siger vel i virkeligheden det hele.
Heidi Frederikke Sigdal fortæller afsluttende, at hun nu vil bruge sin tid på at bygge videre på sin medietrænings-virksomhed, som hun driver sammen med journalisten David Guldager.