Slamsuger-chauffør finder ekstremt sjælden rav-elg

En privat samler fra Korsør har gjort et sjældent fund på sin sædvanlige ravsamlertur.

Torben Toft Heidelbach troede først, at han havde fundet noget skrald, men det viste sig at være et af de mest sjældne ravfund nogensinde i Danmark. Se ravsmykkett på næste billede. Foto: Torben Toft Heidelbach/Scanpix
Torben Toft Heidelbach troede først, at han havde fundet noget skrald, men det viste sig at være et af de mest sjældne ravfund nogensinde i Danmark. Se ravsmykkett på næste billede. Foto: Torben Toft Heidelbach/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Slamsuger-chauffør Torben Toft Heidelbach fra Korsør gjorde et særligt fund, da han gik en strandtur i aftenmørket med hunden Sally kort før jul.

Uden at være klar over det, fandt han noget i tangen, der nu viser sig at være et af de ældste og mest sjældne kunstværker i Nordeuropa, skriver Ekstra Bladet.

– Jeg troede, at det var sådan en bideskinne af gummi, som spædbørn bruger, når de skal have tænder.

– Ja, jeg blev faktisk lidt irriteret over, at folk smider sådan noget i naturen, siger Torben Toft Heidelbach til Ekstra Bladet.

Bøjet over køkkenbordet, blev Torben Toft Heidelbach og hans kone alligevel enige med hinanden om, at det ikke var en bideskinne, men derimod en bearbejdet ravklump.

Torben Toft Heidelbach henvendte sig siden til Nationalmuseet, der straks undersøgte fundet.

Museet er ikke i tvivl om, at der er tale om et ravsmykke formet som en elg, der er omkring 13.000-14.000 år gammelt. Og det gør fundet til et af de mest sjældne danefæ.

– Det herlige ved det her nye fund er, at der ikke mangler noget. Vi har nemlig i vores udstilling på Nationalmuseet en anden ravelg, og den mangler kroppen, siger museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet til Ritzau.

Det er et særligt fint zigzag-mønster på ravklumpens overflade, der gør museet sikker på, at smykket er så gammelt og sjældent.

– Vi får næsten hvert år et enkelt hængesmykke ind. Men der går ti eller tyve år imellem, at de er skåret til, så de forestiller noget, siger Peter Vang Petersen om fundet.

Lignende fund i Nordeuropa kan ifølge ham tælles på én hånd. Sidst, Peter Vang Petersen selv så noget lignende, var da han for 20 år siden fik indleveret en ravbjørn fra Fanø.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS