Slagsbrødre smadrede løs på hinanden med cykeldele
Østjyllands Politi mener at have fundet frem til én af de toneangivende kræfter bag et voldsomt slagsmål, der fandt sted lørdag eftermiddag foran Aarhus Hovedbanegård.
Almindelige borgere på lørdagstur i Aarhus midtby kunne måbende se til, da flere personer fra rivaliserende grupperinger pludselig brød ud i voldsom slåskamp foran Aarhus Hovedbanegård kort før klokken 16. Nu mener Østjyllands Politi at have fundet frem til en af de toneangivende til episoden, og ham vil ordensmagten gerne have smidt bag lås og slå.
Den 23-årige mand, der blev anholdt efter slagsmålet, bliver fremstillet i Retten i Aarhus klokken 11 søndag, hvor anklagemyndigheden vil plædere for, at han skal varetægtsfængsles, da han er blevet sigtet efter den hårde voldsparagraf i straffeloven. Det er den, der hedder 245 og kaldes i populær tale “kvalificeret vold”. Det oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.
– Vi mener, han er én af dem, der var mest toneangivende i slagsmålet. Det viser vores efterforskning, og derfor vil vi gerne have ham varetægtsfængslet, siger vagtchef Bo Christensen søndag.
Paragraffen om kvalificeret vold bruges især i det omfang, der er blevet benyttet våben, og lørdag lød meldingen på, at de tilskadekomne havde sår, der kunne stamme fra knive.
– Men vi har ikke fundet nogle knive. Han har formentlig sparket særligt voldsom, og så slog parterne også løs på hinanden med cykeldele – primært støtteben brækket af cykler, oplyser Bo Christensen.
Fem anholdt
I alt blev fem personer anholdt i forbindelse med episoden, der i en periode holdt Banegårdspladsen og forhallen på selve stationsbygningen spærret, men de fire er løsladt igen, da politiet ikke fandt grundlag for at kunne fremstille dem i grundlovsforhør som den femte.
Episoden formodes at skyldes en igangværende rivalisering.
– Der var tale om to grupper, der har nogle interne problemer med hinanden, og så mødtes de altså foran banegården – måske tilfældigt – og det udviklede sig voldsomt, fortæller vagtchefen.
Grundlovsforhøret starter klokken 11.