Skyderi og gidseltagning nord for Paris

En massiv politiaktion er fredag formiddag i gang i den franske by Dammartin-en-Goele, hvor to eftersøgte efter Charlie Hebdo-angrebet har forskanset sig med i hvert fald et gidsel. Foto: Christian Hartmann/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Medier melder om skyderi, gidselstagning og en voldsom biljagt i området, hvor terror-mistænkte eftersøges

Den franske landsby Dammartin-en-Goële er fredag formiddag blevet afspærret af fransk politi, da de to mistænkte gerningsmænd til onsdagens terrorangreb mod Charlie Hebdo har forskanset sig på et trykkeri i byen med i hvert fald et gidsel. Det rapporterer flere medier. Politiet er massivt til stede i byen med både folk på jorden og helik0ptere i luften. Der er blevet lukket ned for mobiltelefonnettet i området, og de franske myndigheder har bedt tv-stationerne om at lade være med at filme området omkring trykkeriet.

Der blev tidligere rapporteret i flere medier om, at der havde været skyderi og en biljagt i området omkring landsbyen. Reuters rapporterede på et tidspunkt, at mindst en person var død i forbindelse med skyderiet og at flere personer er blevet såret. Reuters skriver dog efterfølgende, at statsadvokaten i Paris afviser, at der er dræbte eller sårede.

Flere medier skriver, at der har været en skudveksling mellem politiet og de to brødre, der er mistænkt for angrebet mod Charlie Hebdo.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er der blevet affyret skud under en biljagt på motorvejen National 2 Highway.

Frankrigs indenrigsminister har fredag formiddag bekræftet, at det er brødrene Kourachi, der med al sandsynlighed står bag gidseltagningen i Dammartin-en-Goële. Det skriver tv-stationen RTL

Du kan også få et overblik over forløbet af menneskejagten på de to brødre i artiklen her.

Artiklen opdateres løbende…

Powered by Labrador CMS