Skyderi i Paris: To betjente ramt – en meldes dræbt

Lige nu er politiet massivt til stede omkring Champs-Élysées i Paris, hvor to betjente er ramt af skud.

To betjente er ramt af skud i Paris. Den ene er angiveligt dræbt af skuddene. Foto: REUTERS/Christian Hartmann/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

To franske betjente er ramt af skud. Ifølge Reuters er en dræbt, andre melder, at begge kun er såret, oplyser Ritzau.

To betjente er torsdag aften ramt af skud i Paris. Ifølge de første oplysninger fra nyhedsbureauet Reuters er den ene dræbt. Andre kilder melder, at begge er såret.

Politiet kom under beskydning på en af Paris’ kendte boulevarder, Champs-Élysées.

Gerningsmanden er blevet dræbt, oplyser en kilde til Reuters.

Skyderiet finder sted kun tre dage inden første runde af det franske præsidentvalg søndag.

Tirsdag oplyste franske myndigheder, at to mænd på 23 og 29 år var blevet anholdt i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig på mistanke om, at de planlagde et voldeligt angreb forud for præsidentvalget.

Alarmberedskabet har længe været højt i Frankrig, som har været mål for en række blodige massakrer i de seneste to år, hvor over 230 mennesker er blevet dræbt, og mange er blevet hårdt såret.

Powered by Labrador CMS