Skuffet over bronze: -Troede jeg vandt sølv
Emma Aastrand satte næsen op efter sølv. Hun troede andenpladsen var hjemme, før den blev vekslet til bronze
Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen sørgede tidligt tirsdag for Danmarks sjette medalje ved OL i Tokyo, men hun var skuffet over dens karat af bronze i 200 meter enerkajak.
Hun havde på forhånd sat næsen op efter mindst sølv, og storskærmene ved arenaen nåede da også at vise dansk sølv i nogle sekunder, inden Jørgensen blev sendt ned på tredjepladsen.
- Jeg troede, jeg havde vundet sølv, så da den skiftede, ærgrede jeg mig, og jeg er faktisk stadig en smule skuffet, siger Emma Aastrand Jørgensen.
EM-guld i juni
Skuffelsen skal også ses i lyset af, at hun vandt EM-guld i juni, og i kampen om medaljerne var der kun europæere ud over den suveræne vinder fra New Zealand, Lisa Carrington.
- Mine egne forventninger har været store efter EM, og efter semifinalen med andenhurtigste tid, følte jeg måske ikke, den var hjemme, men i hvert fald at jeg var godt med.
- Jeg havde håbet på mere. Jeg vidste, at Lisa er stærk, men jeg havde håbet at være tættere på hende. Jeg havde håbet at snuppe sølvet, men om et par timer håber jeg, at jeg kan nyde bronzen lidt mere.