Skuffet Daniel Agger: -Vi var for dårlige før pausen
Danmark spillede to vidt forskellige halvlege mod Albanien, der slap fra København med 0-0.
Det kan blive meget dyrt for det danske fodboldlandshold, at det fredag aften måtte nøjes med 0-0 i EM-kvalifikationskampen i Telia Parken mod Albanien.
Holdet skabte en lang rækker chancer i anden halvleg, men før pausen var spillet ustruktureret, og den dårlige indledning nager kaptajn Daniel Agger.
– Det var to vidt forskellige halvlege. Vi var ikke gode nok i første halvleg. Men vi kom meget bedre ud i anden. Der fik vi meget mere ro på, trykkede dem ned og skabte flere chancer, siger Agger til Kanal 5.
Såvel Nicolai Jørgensen som Nicklas Bendtner tilspillede sig pæne muligheder i anden omgang, men afslutningerne savnede præcision og konsekvens.
– Vi manglede kvalitet, når vi skulle gøre det færdig. Det var ikke bare én, det var flere spillere, der havde chancerne, konstaterer Daniel Agger.
Med det skuffende resultat har Danmark ikke længere EM-billetterne i egne hænder inden de to afsluttende udekampe mod Armenien på mandag og Portugal i oktober.
– Vi har uden tvivl kvaliteterne til at komme til EM, men vi skal jo bevise det på banen. Det gjorde vi ikke i første halvleg, men vi kom frem til meget efter pausen, og med lidt held havde vi proppet en ind, konkluderer kaptajnen.
Med resultatet har både Danmark og Albanien 11 point i gruppen, men albanerne har spillet én kamp færre.
Portugal fører med 12 point.
/ritzau/