Skudangreb efterforskes som terror
Det var til et debatmøde om kunst, blasfemi og ytringsfrihed, at to mænd lørdag kort før klokken 15.30 affyrede adskillige skud med maskinpistoler mod kulturhuset »Krudttønden« på Østerbro i København.
En 40-årig civil mand mistede livet og tre politibetjente – heraf to fra PET – blev såret under angrebet, oplyser Københavns Politi. De er alle uden for livsfare.
To gerningsmænd flygtede efterfølgende fra gerningsstedet i en røvet bil, som efterfølgende blev fundet på Østerbro.
Til mødet deltog blandt andet den svenske kunsthistoriker Lars Vilks, der har afbildet profeten Muhammed tilbage i 2007, samt den franske ambassadør François Zimeray. Ingen af disse kom noget til under angrebet, hvor der angiveligt blev affyret mere end 30 skud mod indgangen og foyeren til kulturhuset.
Københavns Politi har endnu ikke bekræftet, at skyderiet var en terrorhandling, men efterforsker sagen som en terrorhandling, oplyser politiet på et pressemøde lørdag aften.
Fra PET lyder det i en pressemeddelelse:
»Alt tyder på, at angrebet var planlagt, og omstændighederne omkring skyderiet peger på, at der er tale om et terrorangreb. PET bistår nu Københavns Politi i efterforskningen af angrebet, og vi henviser derfor til Københavns Politi for yderligere oplysninger.«
Ifølge dem svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, var det ikke tilfældige amatører, der stod bag skudangrebet. Han mener, at gerningsmændene gik målrettet efter kunstneren Lars Vilks, der er hadet i islamistiske kredse på grund af hans tegninger af profeten Muhammed.
»Angrebet var tydeligvis rettet mod Lars Vilks frem for alt. Vi har jo set tilsvarende forsøg på at ramme Lars Hedegaard og JP/Politikens Hus. Brugen af automatvåben tyder ikke på, at det er begået af amatører,« siger han til Berlingske.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udtrykker i en pressemeddelelse vrede over angrebet:
»Danmark er i dag blevet ramt af en kynisk voldshandling. Alt tyder på, at skyderiet på Østerbro var et politisk attentat og dermed en terrorhandling. Skudattentatet er en handling, der fylder mig med dyb vrede,« siger statsministeren, hvor hun udtrykker dyb medfølelse over for de pårørende og ofrene.
De sociale medier var rødglødende efter skyderiet, og på Twitter fordømte flere politikere angrebet.
Fra de Radikale udtrykte blandt andet fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) sin dybeste medfølelse.
»Mine tanker går til betjentene, deres pårørende og kolleger,« skrev han på Twitter, mens Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), tager skarpt angreb til angrebet.
»Det stærkeste svar på sådanne vanvittige angreb er at vise, at vi ikke lader os kue. Vi skal fortsætte med at mene, skrive og tegne præcis det, vi vil,« skriver hun.
Københavns Politi vil gerne i kontakt med vidner, som har set de to mænd flygte fra stedet. Derudover opfordrer politiet borgere, der skulle se noget til de to gerningsmænd, til at kontakte poltiet hurtigst muligt og ikke selv tage kontakt til mændene.