Skræmmende video: Fireårig dreng bliver smidt ud fra bro
En skræmmende video er lige nu det helt store emne i Guds eget land.
Den til artiklen tilknyttede video er ikke for folk med sarte sjæle. I den ses det tydeligt, at en bare fireårig dreng bliver smidt ud fra en bro og direkte ned i vandet. Videoen, der blev uploadet til det sociale medie Facebook, er lige nu et stort samtaleemne i USA, efter medierne er begyndt at skrive om den.
Et af dem er Seattle Times. Avisen skriver, at politiet er gået ind i sagen og vil undersøge muligheden for at sigte drengens mor og en 35-årig mand for at bringe den fireåriges liv i fare ved at smide ham ud fra jernbanebroen og ned i Wynoochee-floden “som en kludedukke”. Et fald på omtrent otte meter.
Fra det lokale politi i Grays Harbor fortæller Steve Shumate, at han har set videoen og tager sagen meget alvorligt.
Vidner – blandt andre kvinden der har delt videoen på Facebook – fortæller til amerikanske medier, at moderen tilsyneladende syntes, episoden var ganske morsom.
– Vi gik alle sammen i chok og råbte til hende “hvad i alverden laver du”. Hun svarede bare: “Det er mit barn, og du skal bare blande dig uden om”, fortæller Brianna Jones til New York Post.
Drengen overlevede faldet, og de sociale myndigheder er angiveligt indblandet i sagen nu.