Skræmmende tal: Så mange har senfølger
61 procent af coronasyge har senfølger, viser undersøgelse. Især kvinder er ramt, og unge mister hukommelsen
(Se de mest almindelige corona-senfølger i galleriet ovenfor.)
En norsk undersøgelse af næsten 2700 mennesker, der har været smittet med coronavirus, viser opsigtsvækkende fund, når det handler om langtidsvirkninger af sygdommen.
Det skriver norsk TV2.
Forskere har fulgt de i alt 2697 personer, i et halvt år efter at de var smittet med coronavirus.
– Når vi så patienterne efter seks måneder, så vi, at over 60 procent havde langtidsgener, fortæller professor Rebecca Cox fra Universitetet i Bergen.
De typiske symptomer er koncentrationsbesvær, udmattelse, hukommelsessvigt og ændret lugtesans og smagssans.
– Det, der er vældigt bekymrende, er, at mange unge voksne mellem 16 og 30 år har vejrtrækningsproblemer og hukommelsessvigt, siger Rebecca Cox.
Rammer især kvinder
Undersøgelsen viser også, at det især er kvinder, der plages af senfølger.
– Vi har set, at normalt raske kvinder slider mest med langtidskomplikationer og lungekomplikationer, siger Rebecca Cox.
Det er Universitetet i Bergen, der står bag undersøgelsen sammen med norske og amerikanske forskere fra andre universiteter.
Andre studier tegner et lignende billede. Det gælder blandt andet et kinesisk studie, der er foretaget blandt coronasmittede i byen Wuhan, hvor virusset første gang blev opdaget.
Wuhan-undersøgelsen, der er offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift The Lancet, viser også, at langt over halvdelen af de coronasmittede døjer med senfølger, skriver norsk TV2.
– Det forstærker jo bare det, vi har sagt hele tiden om, at covid-19 ikke er som en almindelig influenza, som nogle stadig siger, lyder det fra Dag Jacobsen, der er afdelingsleder og professor ved akutmedicinsk afdeling ved Oslo Universitetssykehus.
– Her er der et betydeligt antal, der får senfølger, understreger han.
Se de mest almindelige senfølger i galleriet ovenfor.