Skræk: Folkeskole-piger spiste giftig plante
Fire ambulancer med udrykning måtte sendes til stedet
Fire piger havde fredag spist dele af en giftig plante, mens de var i skole på Risskov Skole.
Således måtte fire ambulancer sendes til stedet, lyder det fra TV2 Østjylland.
- De har spist nogle frø fra planten Guldregn. De er farlige, og derfor er de sammen med forældrene kørt af sted til nærmere undersøgelse nu. Men der er ro på, fortæller skoleleder Preben Stadsgaard Storm til mediet.
Udramatisk
Pigerne gik i børnehaveklasse, og viste ikke tegn på forgiftning på noget tidspunkt.
Men til trods for at det har virket dramatisk, at fire ambulancer med udrykning på måtte haste til stedet, så var det ganske udramatisk.
Skolen vil nu overveje, om de giftige planter skal fjernes, men i første omgang skal eleverne informeres om, at der er tale om giftige planter.