Skotterne har talt: Nej til selvstændighed

Vælgerne i Skotland har sagt nej til at løsrive sig fra det over 300 år gamle fællesskab med Storbritannien. Foto: David Cheskin/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Indbyggerne i Skotland vil også fremover være en del af Storbritannien, viser resultat af folkeafstemning.

Skotland stemmer nej til selvstændighed.

Det står klart, efter at nej-siden har fået mere end de 1,8 millioner stemmer, som var krævet for en sejr, melder BBC.

55,42 procent af vælgerne har stemt nej, mens omkring 44,58 procent har stemt ja. Det svarer ifølge BBC til, at 1.914.187 vælgere har stemt nej, mens cirka 1.539.920 har stemt ja.

Én kreds mangler fortsat at blive talt op, men i langt de fleste kredse endte det med en sejr til nej-siden.

Vælgerne i Skotland har dermed sagt nej til at løsrive sig fra det over 300 år gamle fællesskab med Storbritannien, selv om der i ugerne op til afstemning har været næsten dødt løb mellem unionstilhængerne og forkæmperne for et selvstændigt Skotland.

I de fleste af valgkredsene stemte vælgerne nej, men i de store kredse Glasgow, North Lanarkshire og Dundee stemte et flertal af vælgerne ja til løsrivelse. Dog blev det til et overbevisende nej i hovedstaden Edinburgh.

Selv om det bliver et nej til løsrivelse, får Skotland flere beføjelser i forhold til unionen med Storbritannien. Det har flere britiske politikere, herunder premierminister David Cameron, lovet skotterne.

Selvsamme Cameron har fredag morgen lykønsket nej-siden i Skotland med en “flot valgkampagne” i en opdatering på Twitter.

Over 4,2 millioner personer har haft mulighed for at stemme ved den skotske uafhængighedsafstemning, og det ventes, at stemmeprocenten bliver meget høj. Ifølge de foreløbige tal ender stemmeprocenten mellem 84 og 85 procent.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS