Skorpion-drama i Nettos grøntsagsafdeling

Søndag blev der opdaget en skorpion i supermarkedets grøntsagsafdeling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Denne historie er næsten så uhyggelig, man skulle tro, den er skrevet i anledning af halloween. Men, nej, den er god nok …

En medarbejder i Netto i Viborg fik sig søndag en noget anderledes dag på jobbet:

Vedkommende opdagede nemlig en skorpion mellem ‘selleri, salat og auberginer’, som Viborg Stifts Folkeblad så malende udtrykker det.

Artiklen fortsætter under videoen

Den blev indfanget i et syltetøjsglas og Dyrenes Beskyttelses vagtcentral kontaktet. Herefter blev den bragt til Viborg Internat, der drives af dyrlæge Lise Svejgaard, der også driver Egelund Dyreklinik og Hestepension på samme matrikel.

Det var Lise Svejgaard, der tog imod skorpionen.

– Den var ikke så stor, på størrelse med en fem-krone, siger dyrlægen, der også fortæller, at det ikke ligefem hører hverdagen til at modtage sådan en fætter.

Skorpionen blev, som alle andre dyr, internatet modtager, grundigt undersøgt.

Aflivning nødvendig

Desværre havde den en skade på bugen.

– Den er sikkert blevet klemt, siger Lise Svejgaard.

Skaden gjorde, at det blev nødvendigt at aflive den. Det gøres ved, der bliver sprøjtet aflivningsvæske ind i dens bug.

– Man er lidt obs og sørger for at holde afstand, siger Lise Svejgaard om processen.

1500 forskellige arter

Ifølge hjemmesiden skorpion.dk er alle skorpioner, der findes cirka 1500 forskellige arter, giftige.

Det er dog kun cirka 25 af dem, hvis gift er kraftig nok til at dræbe et menneske.

Om Netto-skorpionen er en af de 25 er det dog ikke lykkedes dyrlægen at komme nærmere.

Powered by Labrador CMS