Skolestart kan være en dyr omgang

Forældre til skolesøgende børn bør få et overblik over de forventede øgede udgifter i august og kommende måneder, lyder rådet fra økonomer

Offentliggjort Sidst opdateret

Ferietiden går på hæld for mange familier i august, og landets skoler åbner dørene igen til et nyt skoleår.

Hvert år skifter omkring 60.000 børn fra dagtilbud til skole. 

Første skoledag er en stor dag, men den er ikke gratis.

Det fortæller Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.

Den dyreste måned

- Forældre må forvente flere engangsudgifter i starten af skoleåret og nye faste udgifter, siger hun og tilføjer, at august typisk vil være den dyreste måned.

Det er især gældende, hvis forældrene skal anskaffe sig både skoletaske, gymnastikpose, gymnastiktøj og sko, penalhus med indhold, madkasse og drikkedunk, regntøj og mobiltelefon.

Når barnet overgår fra dagtilbud til folkeskole, får forældrene typisk øgede udgifter. Derfor bør man lave et budget, så man har en idé om de forventede udgifter, forklarer cheføkonom Jeppe Juul Borre. (Arkivfoto).
Når barnet overgår fra dagtilbud til folkeskole, får forældrene typisk øgede udgifter. Derfor bør man lave et budget, så man har en idé om de forventede udgifter, forklarer cheføkonom Jeppe Juul Borre. (Arkivfoto).

- Børn vokser hurtigt, så det er ikke sikkert, at det tøj, som de har med fra dagtilbuddet, stadig passer dem, siger hun og tilføjer:

Køb brugt

- Forældrene kan overveje at købe noget af det brugt fra for eksempel Børneloppen, Reshopper og Tøjskatten.

Udstyr som eksempelvis en skoletaske vil typisk være dyrest lige op til skolestart.

Så det kan måske være, at der er penge at spare ved at købe nødvendige ting i perioder med lav efterspørgsel, siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.

- Det er lidt som at købe vinterstøvler om sommeren, siger han og foreslår, at man orienterer sig bredt i udvalget.

Lav budget

I august vender mange danskere tilbage til hverdagens pligter og udgifter. En af de udgifter for forældre til skolesøgende børn er madpakken.

Jeppe Juul Borre råder til, at man får lavet et budget, hvor de forventede udgifter fremgår, så man undgår overraskelser.

- En madplan og ugentlige indkøb vil være en rigtig god hjælp til de familier, som ikke har været vant til at smøre madpakke til barnet i børnehaven, siger cheføkonomen.

Foruden madpakken kan det være, at barnet også skal have lommepenge med i skole.

Lommepenge

Det fremgår af en undersøgelse som analyseinstituttet Wilke har lavet for Sydbank, at fire ud af ti børn, der starter i skole, får lommepenge.

Børn har godt af at lære værdien af penge, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Som forælder kan man for eksempel aftale med barnet, at flaskepant kommer i sparegrisen til barnet, hvis han eller hun hjælper med at pante. (Arkivfoto).
Børn har godt af at lære værdien af penge, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Som forælder kan man for eksempel aftale med barnet, at flaskepant kommer i sparegrisen til barnet, hvis han eller hun hjælper med at pante. (Arkivfoto).

Ann Lehmann Erichsen understreger, at forældre skal beslutte i deres eget tempo, om barnet skal have lommepenge.

Men det kan være godt at lære børn om penge på et tidligt tidspunkt - for eksempel ved at involvere dem i indlevering af pant og give dem ansvar for egne lommepenge.

Anskaf en sparegris

- Forældrene kan anskaffe en sparegris og aftale med barnet, at panten kommer i sparegrisen til barnet, hvis han eller hun hjælper med at pante, siger hun.

- Barnet kan få ansvaret for at huske at medbringe panten på indkøb med forældrene, komme dem i maskinen, tage bonen, passe på den og indløse den.

Politiets gode råd

- Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik. - Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.

- Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt.

- Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.

Træn skolevejen på cykel:

- Selv om dit barn ikke er klar til at cykle alene endnu, kan I bruge skolevejen til at cykle sammen, hvis trafikken er egnet til det - og dit barn er klar. Det er dig, der bedst kan vurdere det.

- Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange og hvor der er cykelsti.

- Lad dit barn køre inderst eller forrest - så kan du holde øje med det.

- Sig til i god tid, før I skal dreje.

- Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.

- Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.

- Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.

Transporterer du dine børn i bil, når de skal til og fra skole skal du blandt andet:

- Vær opmærksom og udvis hensyn over for de andre trafikkanter på vejen.

- Vær opmærksom og udvis agtpågivenhed over for de mange nye og usikre trafikkanter.

- Sørg for at dine børn og du selv er fastspændt.

- Overhold hastighedsgrænsen. - Koncentrer dig om at køre bil, når du kører bil.

- Respekter skiltningen omkring skolerne, indkørsel forbudt og parkeringsforbud m.m.

Kilde: Rigspolitiet

Ifølge Ann Lehmann Erichsen kan lommepenge til barnet udgøre 20 kroner om ugen. Det svarer til godt 800 kroner årligt.

Powered by Labrador CMS