Skoler lukker flere lokaler: Overrendt af rotter og deres lort

Rotterne trives under renovering.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Vi har opdaget, at der har været rotteekskrementer i vores aula, hvor børnene har idræt, fortæller Lene Brejnegaard, som er skoleleder på Risskov Skole i Aarhus.

Skolens 90 år gamle bygning er ved at blive renoveret, og i den forbindelse har de fundet ud af, at der er rotter.

– Det har vi selvfølgelig reageret på med det samme, fortæller Lene Brejnegaard til TV2 Østjylland.

De har valgt at lukke aulaen, som også bliver brugt som idrætshal, og et omklædningsrum.

– For at være sikker på, at der ikke sker noget med børnene, så har vi valgt at lukke for idrætsundervisning, SFO-aktiviteter derinde og fritidsundervisning, siger Lene Brejnegaard.

Kantinen også lukket

Uden for kantinen, hvor eleverne køber mad, har de også fundet rester af rottetis og ekskrementer, og har derfor lukket den midlertidigt.

– Så man er sikker på, at der ikke kommer hud i forbindelse med rottetis eller ekskrementer. Det kan være farligt i forbindelse med direkte berøring af huden, fortæller skolelederen til TV2 Østjylland.

Det påvirker hverdagen på skolen, da man må finde alternativer til de lukkede områder.

– Især kantinen er vi meget påvirket af, da børnene ikke kan købe mad på skolen, siger Lene Brejnegaard.

Rengøring i gang

Skolen og Aarhus Kommune har gjort, hvad de kan, for at komme rotterne til livs.

– Vi har haft desinficerende rengøring i gang, og vi er i løbende kontakt med Fødevarestyrelsen, siger Lene Brejnegaard.

Derudover har de sat rottespærrer op og lukket af med hønsenet, så rotterne ikke kan komme derind, hvor børnene er.

– Vi har jo stadig byggeriet i gang, og det er en byggeplads her. Derfor kan vi ikke undgå, at der er åbent adgang mange steder. Men indtil skolens område, hvor der færdes børn, der har vi afspærret med hønsetråd, siger Lene Brejnegaard.

En rottehund har også været med til at prøve at holde skadedyrene væk.

– Så har vi haft en rottefænger-hund ude, som har fanget fire rotte, siger Lene Brejnegaard.

Problemer andetsteds

Hos Børn og Unge i Aarhus Kommune sidder man med det overordnede ansvar i forhold til at komme rotterne til livs på institutionerne i kommunen.

– Vi har løbende rotter forskellige steder, det kan være udenfor og indenfor på institutionerne, siger Tina Degn Rasmussen, chef for planlægning i Børn og Unge.

Udover Risskov Skole så er Ellevangskolen også ramt i øjeblikket.

– Her er forberedelsesrummet lukket af. Der ligger der gamle ledninger under gulvet, som ikke er lukket korrekt af. Så der har været hulrum, som rotterne kunne være i, fortæller Tina Degn Rasmussen til TV2 Østjylland.

På Risskov Skole er det til dels ombygningen, der kan være årsag til rotterne, men også et ældre teknikrum.

– Det er skader, der opstår, når det handler om gamle bygninger, siger Tina Degn Rasmussen.

Lige nu arbejder de på højtryk for at få lukket rotterne ude, så skolerne kan gøre brug af lokalerne igen.

– Vi gør alt hvad vi kan for at få det repareret og få rotterne væk, fortæller Tina Degn Rasmussen.

Anmeldelserne falder

Rottebekæmpelse i Aarhus hører overordnet under Teknik og Miljø. Her kan afdelingschef Anders Maltha Rasmussen ikke forholde sig til forholdene på skolen, men konkret oplever de færre anmeldelser af rotter.

– Antallet af anmeldelser er nedadgående. Vi har haft færre anmeldelser i år i forhold til sidste år og forrige år, fortæller han til TV-stationen.

Men hvis skal bygge om, og er nødt til at åbne op til kloaknettet, så skal man sørge for, at rotterne ikke kan komme op.

– Så længe rotterne holder sig i kloaksystemet, så har vi ingen ballade. Vi har balladen, når de kommer ud af kloaksystemet, fortæller Anders Maltha Rasmussen.

På Risskov Skole prøver de så godt de kan at få det hele til at køre rundt, selvom der er lukket af flere steder.

– Det er rigtig irriterende og ulækkert at tænke på, at der har været rotter, siger Lene Brejnegaard.

De vil senere undersøge optagelser fra kameraer, som er sat op for at kunne dokumentere antallet af rotter og derefter tage stilling til, hvad der skal ske.

– Vi har jo stadig byggeriet i gang, og det en byggeplads her. Derfor kan vi ikke undgå, at der er åbent adgang mange steder, fortæller Lene Brejnegaard.

Men de håber, at de snart kan lukke op for aula og kantine igen.

– Så har vi forhåbninger om, at vi kan gå i gang med rengøring i morgen. Og forhåbentlig kan vi begynde at genåbne nogle af arealerne i næste uge. Jeg håber, vi i næste uge er i mere normale tilstande, slutter skolelederen fra Risskov Skole.

Powered by Labrador CMS