Skolelederformand: Inklusion skal give mening
Skolelederne er ikke ubetinget begejstret om mere inklusion i folkeskolen. Det skal give mening, lyder det.
Hvis folkeskolerne skal inkludere flere børn med særlige behov, skal man være helt sikker på, at det giver mening for det enkelte barn. Og det er kun den enkelte skole, der er i stand til at vurdere det.
Sådan lyder vurderingen fra formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, efter at seks ud af 10 borgmestre over for Jyllands-Posten erklærer sig parat til at inkludere endnu flere elever end målsætningen på 96 procent, som regeringen vil have inkluderet i 2015.
– Når vi kommer på 96 procent eller derover, er det ekstremt vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte elev. Og det er skolelederne, der har fået ansvaret for at træffe afgørelser om den enkelte elev.
– Vi må spørge ude på skolerne: Giver det mening det her? Hvis det ikke gør det, skal man ikke gøre det, siger Claus Hjortdal.
I en rundspørgen fra Jyllands-Posten svarer seks ud af 10 borgmestre, at de mener, at det er muligt at inkludere flere børn, end de gør i dag. Fra flere borgmestre lyder det, at de i dag ikke anser opgaven med at inkludere flere elever som en svær opgave.
/ritzau/