Skoleleder og færdselsbetjent raser over bilister ved skole
13 bilister blev på blot tre kvarter stoppet foran en skole for at køre mod færdselsretningen.
Skolelederen på Lille Næstved Skole er vred:
– En eller anden dag er der nogen, der kører et barn ned.
Ordene kommer fra Torben Møller Nielsen, der er skoleleder på Lille Næstved Skole på Herlufsholmvej i Næstved. Og efter en aktion mod bilister, der kører mod ensretningen foran hans skole.
En aktion tilbage i september. Har det så hjulpet noget?
Klip og bøder
23. september omtalte Newsbreak.dk, hvordan bilister ved skolen var plagede af morgenbilister, der kørte mod ensretningen. Og på den måde, var til fare for skolens elever. Og lærere, for den sags skyld.
Dengang fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi syv bilister i fælden. Alle modtog de en bøde på 2000 kroner og et klip i kørekortet.
Onsdag var den så gal igen. Bortset fra, der i løbet af tre kvarter, fra klokken 7.30 til 8.15, denne gang blev snuppet hele 13 bilister, der kørte mod færdselsretningen.
– De mangler jo fuldstændig moral og forståelse, siger Erik Mather, leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og hentyder på den måde til bilisterne, der onsdag morgen blev stoppet af kollegerne.
Og ikke nok med det – de forsøgte også på alle mulige måder at undgå bøden og klippet.
– Vi er vant til at høre undskyldninger, men her hørt vi rigtige dårlige af slagsen: Vi skulle bare lige herned, vi skulle bare…, siger Erik Mather.
Daglig forteelse
– Det er noget, jeg oplever dagligt, sagde skolelederen til Newsbreak.dk tilbage i september, der uddybede det med, at han egentlig ikke er specielt overrasket over, at politiet kunne tage så mange på så kort tid.
Det, der dog overraskede skolelederen var, at han ikke rigtig synes, der er nogen undskyldning.
– Man skal gøre noget aktivt for at køre udenom skiltet (der angiver ensretningen). Ellers kører man simpelthen ind i det, sfortalte Torben Møller Nielsen, der også kaldte handlingen for dovenskab fra bilister, der ikke gider holde i kø.
Folk er sig selv nærmest
Torben Møller Nielsen stiller sig jævnligt selv op og gør de formastelige bilister opmærksomme på deres overtrædelse af færdselsloven.
– De fleste spiller dumme, nogle bliver ligefrem aggressive og siger, jeg ikke skal blande mig. Det er bekymrende, at folk er sig selv nærmest og ligeglade med, om børn får en tryg skolevej, siger han.
En dag går det galt
Lille Næstved Skole er nu sammen med kommunens tekniske forvaltning i gang med at få lavet nogle interaktive tavler, der forhåbentlig kan være med til at nedsætte antallet af bilister, der ikke kan finde ud af, hvordan man gebærder sig i trafikken.
– Jeg går efter at sikre en tryg skolevej for mine børn, sagde Torben Møller Nielsen til Newsbreak.dk i september.
Ifølge Erik Mather bidrager det endnu mere til det foruroligende billede, at de stoppede bilister i stor stil var både forældre og folk med tilknytning til området.
– Så de vidste det godt, siger han.
Der er mere…
Det stopper dog ikke engang her. Erik Mather fortæller, at der endda var flere, der nåede at vende om og køre fra stedet, inden betjentene kunne nå at gøre noget – de havde simpelthen for travlt med at skrive formastelige bilister.
– De kunne havde taget flere end 13. Det er ikke sidste gang, vi er der. Og vi kommer med mere end to mand næste gang, siger lederen af færdselsafdelingen.
– Vi kan ikke leve med, at borgerne tager loven i egen hånd. En eller anden dag, er der en, der kører et barn ned, slutter Torben Møller Nielsen.
På Lille Næstved Skole går der cirka 600 elever.