Skoleelev indlagt med meningitis
Der er meldt endnu et tilfælde af meningitis i Danmark. Denne gang er det en skoleelev, der er blevet ramt.
Newsbreak.dk har flere gange i 2017 kunnet berette om tilfælde af meningitis i Danmark.
Nu er et nyt et af slagsen brudt ud.
Dalende tal
På trods af, at tallet af meningitis-tilfælde er dalende, er der endnu engang konstateret et tilfælde af sygdommen. Denne gang – også – i Esbjerg. Det skriver jv.dk.
Drengen er elev på Esbjerg Realskole. Her har man i dag informeret andre forældre om tilfældet.
– Vi har i samarbejde med Styrelsen For Patientsikkerhed informeret forældrene om tilfældet. Eleven er indlagt på sygehuset men har det godt, siger Carsten Thyrsting til jv.dk.
Carsten Thyrring oplyser endvidere, at der efter al sandsynlighed er tale om et virustilfælde, der ikke er smitsomt, og der derfor ikke er taget specielle forholdsregler på skolen.
Andet tilfælde på en måned
I starten af februar måned fik en pige i vuggestuen Børnebakken i Hjerting i Esbjerg Ø også konstateret sygdommen. Hun er sluppet fra den uden men og er nu tilbage i vuggestuen.
To dødsfald i år
Meningitis er normalt ikke en sygdom, der gør meget væsen af sig i Danmark. Alligevel er den utrolig frygtet, fordi den kan have invaliderende effekt på smittede – i værste fald kan den ende med dødsfald.
Netop det er allerede sket to gange i løbet af 2017. To unge mennesker er døde efter at være blevet smittet med meningitis. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed tidligere oplyst omverdenen om.
1. januar døde en 17-årig gymnasieelev fra Nordsjælland efter at være blevet hasteindlagt med voldsom blodforgiftning. Det viste sig siden, at der var tale om meningitis.
– Det er vigtigt at understrege, at sygdommen er meget lidt smitsom, og at det kun er nødvendigt med forebyggende behandling, hvis man har sovet sammen med eller kysset en person der er syg med meningokoksygdom inden for en periode på ti dage før sygdommens start, sagde Anette Lykke Petri, der er enhedschef, overlæge, ph.d. i Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse udsendt i den forbindelse.
29 dage senere døde en 18-årig mand fra København – også efter at være blevet smittet med sygdommen. Det understregedes i den forbindelse, at der ingen grund ligger til mistanke for, at de to dødsfald har forbindelse til hinanden.
Advarer forældre
Mathias var en dreng, der som 16-årig døde af den frygtelige sygdom. Det har siden fået hans mor Trine Baadsgaard til at advare andre forældre. Og hun har et klart råd: Vaccinér dit barn før det er for sent.
Hendes, og Mathias, historie kan du læse HER.