Skoldkopper: Symptomer, smitte og billeder af udslæt
I langt de fleste tilfælde er de heldigvis ufarlige.
Skoldkopper er en meget smitsom børnesygdom, faktisk er det den børnesygdom, der smitter mest. Heldigvis forløber sygdommen fredeligt. Skoldkopper kendes ved feber og et rødt udslæt i form af blærer og skyldes smitte med varicella-zoster virus.
Skoldkopper er som sagt en børnesygdom, men voksne kan også blive smittet. Når man først har haft sygdommen en gang, er man for det meste immun resten af livet. Virus kan dog godt blive aktiv igen hos voksne. Så kalder man det helvedesild.
Symptomer
Hvad er så symptomerne på skoldkopper, når man er blevet smittet med varicella-zoster virus? De typiske symptomer på denne børnesygdom er:
- Feber
- Rødt udslæt (blærer, knopper og skorper)
- Utilpashed/sløvhed
Det røde udslæt ses som små blærer eller knopper som indeholder væske ligesom vabler. Sygdommen forløber typisk sådan, at udslættet starter i ansigt og på overkrop og spreder sig så til resten af kroppen. Du kan se billeder af udslæt hos børn i forbindelse med skoldkopper i galleriet ovenover.
Det er forskelligt, hvor slemt et udslæt børn får. Nogle børn får 250-500 blærer over hele kroppen, hvorimod andre kun får ganske få.
Der går noget tid fra man er blevet smittet med varicella-zoster virus og til, at man viser symptomer. Dette tidsrum kaldes inkubationstiden og for skoldkopper er inkubationstiden et par uger. Det betyder, at der typisk går to uger fra barnet bliver smittet, til det viser symptomer.
Smitte
Der går som sagt noget tid fra barnet er blevet smittet med varicella-zoster virus til det får symptomer. Men hvordan smitter skoldkopper i første omgang?
Skoldkopper er en børnesygdom, der smitter meget. Sygdommen smitter gennem dråbeinfektion (også kaldet dråbesmitte). Dråbeinfektion betyder, at virus bliver spredt fra barn til barn gennem forskellige typer af væske eller dråber.
Smitte spredes gennem:
- Spyt
- Hoste
- Nys
- Væsken fra udslæt (blærer/knopper)
Årsagen til at man bliver smittet er altså, at varicella-zoster virus findes i de små væskedråber der spredes, når man nyser eller hoster. Virus kan også spredes ved, at man får væsken fra udslættet på hænderne.
Man smitter fra et par dage, inden udslættet bryder ud og så længe nye blærer kommer frem. Når hele udslættet har fået skorpe, smitter man ikke længere. Faren for smitte er størst tidligt i sygdommen.
Der går som sagt et par uger fra man bliver smittet, til man får symptomer, dette kaldes inkubationstiden.
Hvordan forløber skoldkopper?
Selvom det er en børnesygdom, der kan se voldsom ud, forløber den heldigvis fredeligt.
Først bliver barnet smittet med varicella-zoster virus og så skal inkubationstiden på et par uger gå, inden symptomer kommer frem.
Herefter starter sygdommen normalt med, at barnet får feber og generel utilpashed omkring et døgn før eller samtidigt med, at det røde udslæt bryder frem.
Det tager 2-4 dage før de røde blærer kommer frem. Udslættet spreder sig normalt fra ansigt og overkrop til resten af kroppen.
Efter 5 dage vil de røde blærer få skorper. Blærerne er i forskellige stadier, mens barnet har udslættet. Det betyder, at nogle er våde, mens andre er ved at tørre ind. Først når alle blærer har fået skorpe, smitter barnet ikke længere.
Skorperne skaller af efter omkring 1-2 uger.
Behandling
Da skoldkopper skyldes varicella-zoster virus og ikke en bakterie virker antibiotika ikke på sygdommen. I langt de fleste tilfælde giver man heller ikke medicin imod denne børnesygdom, da den forløber fredeligt og går over af sig selv.
Til gengæld er der et par ting, du selv kan gøre som forælder for at hjælpe dit barn.
Hvad du selv kan gøre
- Klip dit barns negle, så det er sværere at kradse i blærerne
- Brug zink liniment imod det kløende udslæt
- Giv barnet allergimedicin (antihistaminer) hvis kløen er meget slem
- I særlige tilfælde kan der gives virusdæmpendende medicin (aciclovir)
Det kan være en god ide at hjælpe barnet med det kløende udslæt, da det kan give børnesår, hvis barnet klør for meget i sit udslæt. Børnesår er en smitsom hudsygdom, der skyldes, at bakterier trænger ind i huden. Hvis barnet kradser hul på huden i forbindelse med skoldkopper er der derfor større chance for børnesår. Risikoen er også større hvis barnet har børneeksem.
Vaccination
Der findes en vaccine mod skoldkopper, men i Danmark vaccinerer vi kun børn med alvorlige sygdomme eller voksne. Raske børn bliver ikke vaccineret, da man ikke er helt sikker på, hvor effektiv vaccinen er.
Sygdom der ligner skoldkopper
Der er mange børnesygdomme, der giver udslæt og feber. Når symptomer er ens kan det være svært at bedømme helt præcist, hvad småbørn fejler.
Skoldkopper giver en bestemt type af udslæt, nemlig blærer. En anden børnesygdom, der giver samme type udslæt er hånd-fod-mund syge. Det er derfor den sygdom der ligner skoldkopper mest.
Det røde udslæt
Andre lignende børnesygdomme der giver rødt udslæt med feber:
- Tre-dages-feber
- Lussingesyge (kan også give kløe)
- Skarlagensfeber
- Røde hunde
- Mæslinger
Kløende rødt udslæt, men uden feber, kan også skyldes:
- Fransk rosen (hudsygdom)
- Børneeksem
- Børnesår (hudsygdom)
Du kan klikke igennem galleriet ovenover for at se billeder af skoldkopper, hvis dit barn har fået en sygdom der ligner skoldkopper.
Ofte stillede spørgsmål
I nedenstående kan du læse nogle almindelige spørgsmål omkring den smitsomme børnesygdom.
Forløber skoldkopper fredeligt?
For børn med et almindeligt immunforsvar er denne børnesygdom ikke farlig. Risikoen for komplikationer er dog forhøjet hos børn med nedsat immunforsvar og voksne.
Hvor meget smitter skoldkopper?
Skoldkopper er den mest smitsomme børnesygdom der findes og smitter derfor rigtig meget. Normalt bliver over 90% af en husstand smittet, hvis de ikke har haft sygdommen før.
Hvilken virus giver skoldkopper?
Det er varicella-zoster virus, der er skyld i skoldkopper.
Hvornår må barnet komme tilbage i institution?
Ifølge Sundhedsstyrelsen skal man holde sit barn hjemme, indtil det er rask og ikke kan smitte med varicella-zoster virus. Du må derfor først sende dit barn tilbage i institution ,når der ikke er kommet nye blærer på barnets udslæt i to dage og at alle blærer er dækket af skorper.
Kan voksne få skoldkopper?
Det er en børnesygdom, men voksne kan godt få det, hvis de ikke har fået det som barn. I sjældne tilfælde kan virus også genaktiveres hos voksne, selvom de har haft skoldkopper som barn. I det tilfælde kaldes sygdommen helvedesild. Voksne med helvedesild kan godt smitte børn, så barnet får skoldkopper.
Hvor lang tid er man syg?
Normalt varer sygdommen 1-2 uger fra barnet får det røde udslæt til, at blærerne har fået skorper. Herefter vil skorperne skalle af.
Hvor lang er inkubationstiden for skoldkopper?
Inkubationstiden, altså den periode fra man bliver smittet med varicella-zoster virus til man bliver syg, er to uger. Man kan godt smitte andre, mens man er i inkubationstiden, da man smitter allerede et par dage inden man får det røde udslæt.
Hvornår skal man kontakte lægen?
Det er en god ide at ringe til lægen, hvis dit barn:
- Har meget høj feber
- Ikke drikker og kun tisser meget lidt
- Udviser tegn på sløvhed eller er apatisk
- Skriger uden at kunne trøstes
Kilder: Statens Serum Institut, Sundhed.dk, Min.medicin.dk & Apoteket.dk