Skjulte reklamer tapper din telefon for strøm

En række populære Android-apps har skjulte reklamer, der afspiller batteri-tunge videoer "bag" andre reklamer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Har du lagt mærke til, at din telefon har mistet strøm hurtigere end du syntes, den burde?

Så har du måske været offer for et smart trick, reklamefirmaer har benyttet sig af i en række populære Android-apps. Det skriver Buzzfeed.

Tricket er lige så enkelt, som det er genialt.

Reklamefolkene har købt reklameplads i en række populære apps – den reklameplads har så vist et banner, der så ud som så mange andre.

Men inde bag banneret gemmer sig en række – helt op til 10 – videoer, der afspiller af sig selv. Uden lyd. Man har altså haft en række batteri-tunge videoer kørende, som man hverken har kunnet se eller stoppe.

Det forklarer Asaf Greiner, der er direktør i firmaet Protected Media til Buzzfeed:

– Svindlere køber billig bannerplads i diverse apps, og fylder den med adskillige videoafspillere gemt bag uskyldige, falske bannerreklamer, siger han.

På den måde bliver både brugerne af applikationerne snydt – ved at få drænet deres batteri – og firmaerne, der har købt reklamepladsen – da deres videoer ikke er synlige for potentielle kunder.

Få dit batteri til at holde længere

Ofte kan mobilen få nyt liv ved for eksempel at rydde op i den og slette det, der fylder og gør den langsom.

Det siger Steen Jørgensen, mobilekspert og chefredaktør på Mobil.nu.

Sammen med professor Poul Norby fra DTU Energi kommer han her med en række gode råd til at holde mobilen i live.

– Der er ofte masser af applikationer, som vi ikke bruger. Det er det samme med billeder, hvor vi ofte tager tre til fire stykker af den samme situation og glemmer at slette de overskydende, siger Steen Jørgensen.

I galleriet øverst kan du se, hvordan du plejer telefonens batteri.

Powered by Labrador CMS