Skive overrasker Århus og tager første sejr
Oprykkeren fik de første point i Boxer Herreligaen med en meget overraskende sejr i Aarhus.
Efter ni nederlag på stribe lykkedes det lørdag for Skive fH at komme på pointtavlen i Boxer Herreligaen i håndbold.
Meget overraskende lykkedes det for oprykkerne at vinde 30-24 ude over Århus Håndbold.
Træner Erik Veje Rasmussens hold havde ellers vundet alle tre hjemmekampe i ligaen før lørdagens kamp, men den statistik blev effektivt bremset af Skive fH.
Gæsterne førte 12-10 ved pausen, og selvom Århus Håndbold fik udlignet til 15-15, fortsatte Skive fH ufortrødent trods klubbens dårlige stime.
Vigtig sejr for Skive
Sejren er ekstra vigtig for Skive fH, fordi nummer næstsidst i Boxer Herreligaen, Ribe-Esbjerg, fredag aften vandt 28-21 hjemme over HC Midtjylland.
Ribe-Esbjerg har fem point for ti kampe, mens Skive fH har to point efter sejren i Aarhus.
Kun nummer sidst rykker direkte ned efter de 26 runder i grundspillet.
/ritzau/