Skifter til kult-klub

Angriberen Simon Makienok skifter på en toårig kontrakt til St. Pauli, der tørner ud i 2. Bundesliga.

Simon Makienok har skrevet under på en toårig aftale med St. Pauli. Foto: Matthew Childs/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldspilleren Simon Makienok skifter til den tyske klub St. Pauli i 2. Bundesliga. Det oplyser klubben på Twitter.

Makienok optrådte også i 2. Bundesliga i den forgangne sæson, men han rykkede ud med Dynamo Dresden. Her var den tårnhøje angriber ansat på en halvårskontrakt, der udløb efter sæsonen.

Derfor kan han nu skifte til Hamburg-klubben St. Pauli på en fri transfer. 29-årige Makienok har skrevet under på en aftale, der gælder frem til sommeren 2022.

– Jeg har altid set St. Pauli som en særlig klub, og det betyder meget for mig at være en del af denne historie nu. Jeg har ikke kun hørt om, hvor meget fansene er engagerede i klubben, men også om klubbens værdier som lighed, tolerance og respekt, som jeg personligt deler, siger han til St. Paulis hjemmeside i forbindelse med skiftet.

Simon Makienok indledte karrieren i HB Køge og skiftede siden til Brøndby, hvorfra han i 2014 skiftede til Palermo. Den italienske klub lejede ham ud til Charlton og Preston, inden han blev solgt til Utrecht, hvor skader spolerede opholdet.

Makienok er noteret for seks A-landskampe, alle i 2013.

Powered by Labrador CMS