Skifte på vej?: Japan overvejer Laudrup som landstræner
Michael Laudrup sættes i forbindelse med landstrænerjobbet i Japan, der lige nu står uden en landstræner.
Det japanske sportsmedie Nippon nævner den 50-årige dansker Michael Laudrup, der lige nu er træner for Qatar-klubben Lekhwiya, som et af fem navne på fodboldforbundets liste. Michael Laudrup er angiveligt øverst på blokken for det asiatiske land.
Den nu forhenværende japanske landstræner Javier Aguirre blev fyret, fordi han muligvis er indblandet i en sag om matchfixing fra 2011. Dengang var han træner for Zaragoza. Den mexicanske træner har afvist at have gjort noget forkert, men fik alligevel sparket i tirsdags.
Michael Laudrup spillede i årene 1996 og 1997 for den japanske klub Vissel Kobe, så det vil ikke være fremmed territorie for ham, hvis han, når hans kontrakt med Lekhwiya om få måneder udløber, ender i Japan.
I Barcelona er Michael Laudrup også et varmt navn for tiden. Her er han af flere omgange nævnt på rygteplan som kommende sportsdirektør i den catalanske storklub.