Skib med beruset besætning standset i Øresund
En person lød beruset, da skib havde radiokontakt med myndighederne. Læge konstaterer, at flere havde drukket.
Et fragtskib på vej gennem Øresund sydfra har fredag fået påbud om at kaste anker syd for Drogden Fyr, syd for Amager.
Det er sket, fordi de danske myndigheder har konstateret, at dele af besætningen var berusede, oplyser vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter.
Berusede officerer
Blandt dem der havde drukket var nogle af skibets officerer.
Skibet kan først sejle videre, når besætningen har sovet rusen ud. Det bliver engang lørdag.
Situationen om bord på skibet “Wilson Bergen”, der sejler under Bahamas flag, blev opdaget under skibets rutinemæssige radiokontakt med myndighederne inden passagen gennem Øresund.
Her skal besætningen oplyse om skibets størrelse og dets last.
– Under samtalen med besætningen opstår der mistanke om, at personen i røret er beruset. Derfor bliver politi og en læge sejlet derud af hjemmeværnsfartøjet MHV Carina, siger vagtholdslederen.
Promille over det tilladte
Lægen tager blodprøver og kan konstatere, at dele af besætningen, deriblandt nogle af skibets officerer, har en promille over grænsen på 0,5.
Det er både en overtrædelse af reglerne for at føre et skib og for at stå til rådighed for skibets sikkerhedsprocedurer i tilfælde af ulykker.
Der er ikke oplysninger om, hvad skibet har i lasten, og hvor det er på vej hen.
Men turen bliver under alle omstændigheder forsinket, da fartøjet først kan lette anker fra Drogden lørdag ved middagstid.
/ritzau/