Sker for første gang i ti år
De mange millioner Counter-Strike-spillere kan se frem til det største tekniske spring i spillets historie
For første gang i 11 år bliver et af verdens mest populære computerspil Counter-Strike opdateret.
Det oplyser firmaet bag computerspillet Valve på Counter-Strikes hjemmeside.
Det betyder for e-sportshold som Astralis og Heroic, at Counter-Strike igen bliver toppen af poppen.
Stor nyhed
- Det her er en stor nyhed, fordi Counter-Strike er et spil, som lige nu ligner noget skrald i forhold til alle de andre spil, som er på markedet, siger Niels Topp, som er ekspert og vært på e-sport hos TV 2.
Og det er noget af en opdatering, som venter for de 24 millioner månedlige spillere. På Counter-Strikes hjemmeside fremgår det, at det er det største tekniske spring fremad i spillets historie.
Vildt og flot
Det første Counter-Strike-spil udkom i år 2000.
- Nu får Counter-Strike som koncept, som spil og som brand en overhaling, som gør, at det er lige så nyt, lige så spændende, lige så godt og lige så flot, som de andre skydespil der er i branchen, siger Niels Topp.
Og det bliver særligt for amatørspillerne, at ændringerne bliver mærkbare. Der er nemlig forskel på at spille derhjemme og på de professionelle servere, mener Niels Topp.
Bliver superfedt
- Det her gør, at spillet, man lancerer for hr. og fru Danmark og de professionelle spillere, bliver mere ens, hvilket selvfølgelig er superfedt. Men for de professionelle bliver det ikke en kæmpestor ændring, siger han.