Sker det nu
Er en gendannelse af Spice Girls på trapperne?
Hvis man fik en krone for hver gang, der opstod et rygte om Spice Girls' gendannelse var man en holden mand.
Talrige er de gange, hvor medier og fans pusher historier og rygter om de nu midaldrende kvinders eventuelle comeback til alle tiders mest succesfulde kvinde-kvintet.
Senest fik rygterne ny næring i weekenden.
Her lagde Victoria Beckham alias "Posh Spice" en video op på TikTok, som med det samme fyrede op under gruppens millioner af håbefulde fans.
Karaokesang
49-årige Victoria var sammen med husbonden David på karaokebar og smuttede en tur ned ad memory lane, da hun sang 1996-sangen 'Say You’ll Be There', mens David som en anden korsanger dansede ved siden af hende.
- Varmer stemmen op i Miami - der kommer mere, skrev hun på TikTok.
For nylig var det fremme, at Victoria næppe optræder sammen med resten af Spice Girls på næste års Glastonbury Festival.
Men med videoen på TikTok er der nu skabt håb om, at "Posh Spice" optræder sammen med de andre på festivalen, der besøges af 200.000 gæster hvert år.
Ender nok som det plejer
På trods af videoen og den drillende tekst er det kun de allermest fanatiske Spice Girls-fans, der for alvor tror på en genforening.
De fleste regner med, at Victoria Beckham bliver i sin nye tilværelse som modedesigner.
Spice Girls har solgt over 100 millioner plader, hvilket gør dem til den bedst sælgende kvinde-gruppe nogensinde.