Skatteminister: Svært at indføre landsdelsbestemt vandafgift

Nogle landsdele hiver mere grundvand op ad jorden, end naturen kan nå at danne igen. Andre steder er der bedre sammenhæng mellem vandforbrug og produktion.

Derfor anbefaler De Økonomiske Råd i årets miljøøkonomiske vismandsrapport, at vandafgiften omlægges, så den afhænger af den landsdel, man bor i.

Når naturen ikke kan nå at producere nok grundvand til at dække forbrugernes behov, risikerer grundvandet at blive forurenet, og vandstanden i søer og åer vil falde. Det fortæller overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Det koster penge at redde grundvandet i de landsdele, hvor der er et overforbrug, men indsatsen er kun påkrævet i nogle dele af landet, selvom alle betaler den samme afgift.

»Overforbruget finder sted nær nogle småbyer og i særlig grad i hovedstadsområdet. Dér giver det mening at have en høj afgift på vand. Så er der nogle landsdele, hvor man slet ikke udvinder for meget vand, og dér er der ikke nogen økonomisk grund til at have en afgift,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) forstår forslagets rationale, men i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau udtaler han, at han tror, det kan blive svært at føre ud i livet.

»Jeg anerkender, at der kan være en skattefaglig logik i at indføre en differentieret vandafgift, men i praksis tror jeg, det er ret problematisk. Eksempelvis kan det være svært at afgrænse præcist, hvilke områder der skal have lavere eller højere afgifter end andre. Hvor langt skal man eksempelvis ud af København, før man er i et område med tilpas meget grundvand til, at afgiften falder?« udtaler skatteministeren.