Skattelæk: V advarer mod personangreb

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor undlod danske skattemyndigheder i årevis at reagere på lækkede oplysninger om danskeres formuer i Schweiz?

Det spørgsmål skal der hurtigst muligt findes et svar på, lyder det nu fra formanden for Folketingets Skatteudvalg, Mads Rørvig (V).

Politiken skriver mandag, at Skat i over fire år har undladt at bruge en lækket liste over danskeres gemte milliarder i alpelandet. På listen optræder angiveligt 329 danske navne, som i 2006-2007 havde i alt 4,8 milliarder kroner stående på konti i alpelandet.

»Vi må finde ud af, hvor der er sket en fejl, som jeg antager, der er tale om, og sikre, at det ikke sker igen. Og så må vi se, om vi kan få de penge ind, som man måske stadig har til gode. Det må vi have skatteminister Benny Engelbrecht (S) til at svare på,« siger Mads Rørvig til Berlingske Nyhedsbureau.

Socialdemokraternes medlem af Skatteudvalget, Jesper Petersen (S), siger, at det skal undersøges, om det var Skat, som »sov i timen«, eller om »den daværende VK-regering traf en aktiv beslutning om ikke at bruge de informationer«.

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke kommentere sagen over for Politiken, og Mads Rørvig advarer mod at gøre sagen til et personangreb.

»Det virker lidt søgt at køre personangreb, når man lige selv har haft ansvaret for Skatteministeriet i tre et halvt år. Det er vigtig for mig, at man får klarlagt de procedurer i Skat, der har gjort, at man ikke har forfulgt sagen, og så sørge for at det ikke sker igen fremadrettet. Det skal vi have Engelbrecht til at svare på,« siger Mads Rørvig.

Benny Engelbrecht siger til Politiken, at han ikke kendte til sagen, før avisens journalister forelagde den for ham.

Bankoplysningerne blev i sin tid kopieret og lækket fra den schweiziske bank HSBC af en tidligere IT-tekniker. I 2009 blev de lækket til franske skattemyndigheder, og året efter fik en lang række andre lande listen udleveret fra Frankrig.

Siden er der ifølge Politiken hentet skatteindtægter for et tocifret milliardbeløb på baggrund af oplysningerne. I Belgien har myndighederne eksempelvis indkrævet 3,2 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS