Skattebetalte embedsmænd tæppebombet med spørgsmål om kagegafler og vaser

Stillede i alt 84 spørgsmål angående sit eget bryllup.

Anna Mee Allerslev blev kritiseret for at bruge Københavns Rådhus til privat bryllup. Nu betaler hun tilbage. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Med spørgsmål som “er der kagegafler?” og pres for at få mindre personale og derved holde udgifterne nede på sit i forvejen gratis arrangement på Københavns Rådhus, lykkedes det beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev at få blodtrykket til at stige hos en skattebetalt embedsmand.

Embedsmænd i Københavns Kommune måtte nemlig mellem april og august 2017 tage stilling til hele 84 spørgsmål sendt på mail fra beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) i forbindelse med hendes bryllupsreception i rådhushallen.

Det fremgår af en aktindsigt, som BT har fået i Anna Mee Allerslevs mailkorrespondance om sagen.

Så billigt som muligt

Mailkorrespondancen afslører, at embedsmændene – udover at skulle tage stilling lavpraktiske ting som kagegafler, vaser, servietter, skåle, buffetfade, bordplan mm. – også blev pålagt at skræddersy arrangementet, så borgmesteren kunne slippe så billigt som muligt.

Budgettet blev derfor nedjusteret med 11.995 kroner kort før selve brylluppet.

Men embedsværket skal ikke bruges på at planlægge en borgmesters private bryllup, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

– Det er kritisabelt, at man som borgmester bruger embedsapparatet til at bruge ganske meget tid til en lang række detaljer, som den, der holder brylluppet, normalt selv skal sørge for eller betale sig fra. Det er jo et privat anliggende. I sidste instans er den tid, som administrationen bruger på brylluppet noget, som kunne være brugt på andre opgaver, forklarer Bent Greve til BT.

Betaler alligevel

Som BT tidligere har afsløret lånte Anna Mee Allerslev i strid med de nedskrevne regler Københavns Rådhushal kvit og frit i til sin bryllupsreception i august og sparede dermed den normale lejeudgift på 65.000 kroner.

Efter BT tirsdag sendte en række spørgsmål til borgmesteren, meddelte hun onsdag, at hun nu vil betale de 65.000 kr. for lejen af lokalet.

Anna Mee Allerslev ønsker ikke at stille op til interview med BT, men har i stedet svaret over email:

Udgifter til administration og koordinering indgår i min betaling til opsætning af stole, borde, service m.m. Præcis som hvis en virksomhed eller andre skal afholde et arrangement, hvor der også er behov for koordinering. Nu har jeg desuden også betalt for lokaleleje.

Særbehandling

Om hele sagen siger lektor i forvaltning ved Aalborg Universitet Sten Bønsing:

– For det første får hun særbehandling ved, at hun i det hele taget får lov til at låne Rådhuset uden at betale for det. For det andet ser det også ud som om, kommunen giver Anna Mee Allerslev yderligere særbehandling ved at give hende lov til at komme igennem med sine krav, siger han til BT og tilføjer:

– Som udgangspunkt må en borgmester ikke få særbehandling. I stedet burde kommunen stå fast på, at konceptet er sådan her, og det her er prisen.

Powered by Labrador CMS