Skat på jagt efter sort arbejde: 747 besøg på privat grund
Skats 747 besøg på privat grund uden dommerkendelser får De Konservative til at foreslå ændringer.
Hvis en betjent vil ind i din have, skal han spørge en dommer om lov. Hvis en skatteinspektør vil ind og undersøge, om du får lavet sort arbejde, kan han bare gå ind.
I 2012 fik Skat mulighed for at gå på inspektion på private grund uden dommerkendelse, hvis de havde mistanke om sort arbejde eller social dumping.
Den mulighed har de benyttet 747 gange, viser et svar til Folketinget fra skatteminister Benny Engelbrecht(S).
Det får nu De Konservative til at fremsætte et beslutningsforslag, der skal sende Skat ud på den anden side af havelågen.
– Det mest indgribende en offentlig myndighed kan, det er at trænge ind på folks private grund. Det er en forudsætning i grundloven, at ejendomsretten er ukrænkelig, siger Brian Mikkelsen, der er partiets skatteordfører.
Skatteministeren oplyser ligeledes, at der ikke findes nogen opgørelse, over hvor mange gange Skats inspektioner på privat grund har ført til sigtelser, bøder eller andre konsekvenser, da det ifølge Skat vil være for ressourcekrævende at optælle.
Det mener Brian Mikkelsen er ødelæggende for grundlaget for en saglig debat om beføjelsernes effekt.
– Hvis vi skal have en saglig diskussion, bør det være sådan, at regeringen kan dokumentere, at det har en effekt. Det kan de ikke i dag, siger han.
– For at kunne diskutere det, er det vigtigt, at regeringen kan forklare, hvorfor de har indført det her.
Den konservative skatteordfører mener, at beføjelsen sammen med skatteministerens forslag om at genindføre en sladretjeneste, hvor borgere kan angive hinandens skattesynder, er symptomer på en ny tankegang på skatteområdet.
– Der er en tendens til, at Skat ikke længere er et serviceorgan, der respekterer, at borgere som udgangspunkt har ret. Nu har Skat en mistanke om, at vi alle sammen er skattesvindlere, siger Brian Mikkelsen.
/ritzau/