Skandalen i Fredericia: Nu får vi svar

Advokatundersøgelse af mystiske forhold i kommunen afsløres

Daværende borgmester Jacob Bjerregaard og kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard. Foto: Peter Leth-Larsen
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredericia Kommune har netop indkaldt til et lyn-pressemøde om de skandalelignende tilstande, der har hærget kommunen i de seneste måneder.

En lang række kritisable og mistænkelige forhold er blevet afdækket af blandt andet Ekstra Bladet og andre medier.

Det fik i december sidste år kommunen til at bede et advokatfirma undersøge forholdene.

Konklusionerne på advokatundersøgelsen vil blive fremlagt på pressemødet, der finder sted klokken 11.00 på Fredericia Rådhus.

Købte byggegrund

På pressemødet vil borgmester Steen Wrist Ørts og 1. viceborgmester Susanne Eilersen samt fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal fremlægge advokaternes konklusioner i rapporten.

Onsdag aften blev advokatundersøgelsen forelagt i kommunens økonomiudvalg.

Balladen begyndte, da Ekstra Bladet i begyndelsen af december kunne afsløre, at borgmester Jacob Bjerregaard havde købt en byggegrund med havudsigt af kommunen. Der er muligvis tale om, at aftalen blev indgået på særligt gunstige vilkår.

Borgmesteren nåede at trække sig dagen før afsløringen. Han droppede også et job hos Advice, som han ellers skulle være tiltrådt.

To hjemsendt

Senere blev også kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard hjemsendt.

Fredericia Kommune har indtil nu hemmeligholdt, hvorfor de to personer  er blevet sendt hjem.

TV Syd har de seneste dage kunnet berette om et elendigt og til tider nærmest giftigt arbejdsmiljø i Fredericia Kommune under den nu afgåede borgmesters ledelse.

Powered by Labrador CMS