Skal Sunes unikke bil være din?
Du skal forberede sig på, at den gamle, amerikanske politibil løber med al opmærksomheden, lyder det fra bilejer Sune Jensen
Drømmer du om at drøne rundt i en ganske særlig politibil, der har patruljeret på vejene i New York i 1970'erne, så har du muligheden nu.
Sådan en bil har Sune Jensen nemlig til salg på Den Blå Avis for 299.900 kroner.
- Det er en bil, som løber med al opmærksomheden. Så personen, som ender med at købe bilen, skal nok være en speciel type, fortæller den 30-årige bilejer, der bor i Tommerup på Fyn, til Newsbreak.dk.
- Man skal forberede sig på, at folk kigger langt efter bilen, snakker til en og følger efter den, fortsætter han.
Findes kun én i Danmark
Når Sune Jensen for eksempel kører ind på en tankstation, så går der ingen tid, før de første 10 mennesker kommer hen for at tage billeder.
- Jeg købte bilen, fordi den er fantastisk fed. Den er helt speciel og unik. Den er en klasse for sig, fortæller ejeren af den unikke bil og fortsætter:
- Der findes kun én bil som den. Der er ikke en eneste bil i Danmark, som ligner. Man kan formentlig ikke opdrive en magen til på denne side af Atlanten.
Engang kørte Sune Jensen og en kammerat rundt i Odense i den gamle, amerikanske patruljebil. På dette tidspunkt vrimlede det med nyudklækkede studenter i bybilledet, og nogle af dem blev hentet i fede biler.
- Men det var vores bil, som folk kiggede efter, fortæller han.
Skal vises frem - ikke samle støv
Sune Jensen købte den specielle politibil af en kammerat tilbage i 2018.
Bilen kører upåklageligt. Men bilejeren har ikke længere tid til at køre ture i den, så derfor mener han, at en anden kan få mere glæde af den.
- Det er synd, at sådan en bil holder i en garage og samler støv. Det er ærgerligt. Den skal vises frem - for eksempel til et amerikanertræf.