Skal snart i retten: Her er anklagerne mod Yahya Hassan
Juristerne ved Østjyllands Politi har nu anklageskriftet mod den fængslede digter klar.
Tyveri, kørsel uden kørekort, gentagende kørsel i hashpåvirket tilstand, fartoverskridelse med mere end 100 procent af den tilladte hastighed, gentagende overtrædelser af polititilhold, besiddelse af hash, tyveri af mobiltelefon i arresten, besiddelse af skarpladt våben og ammunition samt at have skudt en anden person i låret og foden.
Alt det er den kontroversielle Aarhus-digter Yahya Hassan tiltalt for, når han skal for en dommer den 5. september i sagen, der for alvor tog fart en søndag i marts, da digteren blev mistænkt for at have skudt en bare 17-årig dreng. Det skriver DR.dk, der har fået aktindsigt i anklageskriftet fra Østjyllands Politi.
Anklageskriftet fylder i alt ni A4-sider.
Sidder fængslet
Digteren Yahya Hassan blev ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger. Denne er forlænget flere gange siden fængslingen den 21. marts. Han er sigtet for grov vold efter skudepisoden
I grundlovsforhøret nægtede den 20-årig digter sig skyldig, og han kærede da også på stedet varetægtsfængslingen til landsretten.
I alt blev der affyret fem skud ved Fjældevænget i Hasle søndag aften, og en 17-årig dreng blev ramt i foden. Han var dog aldrig i livsfare.
Af anklageskriftet fremgår det ifølge DR, at de første lovovertrædelser ifølge politiet foregik tilbage i foråret 2015. Det første punkt handler om tyveri af et glas alkohol og en fadøl til en værdi af 64 kroner på en bar i Aarhus.
Herefter følger 35 forhold, som handler om alt fra ‘smølfespark’ i ansigtet.
Ifølge anklageskriftet har han ligeledes brudt loven ved at kontakte sin ekskæreste, efter at han havde fået et polititilhold og ikke måtte kontakte hende.
Det gjorde han både ved at ringe til hende, sende hende sms’er og kontakte hende i en bus, fremgår det af anklageskriftet.
Pistolen, som han brugte til at affyre skuddene, er ifølge anklageskriftet af et ukendt mærke med tilhørende 7,65 ammunition.