-Skal ind i alle danske hjem
Med en arbejdspligt på 37 timer vil regeringen have flere kvinder med indvandrerbaggrund ud ad døren hver dag
Regeringen vil have vækkeuret til at ringe i alle hjem i Danmark.
Særligt flere kvinder med indvandrerbaggrund skal op om morgenen og i arbejde. Det skal ske gennem en nytteindsats og 37-timers arbejdspligt.
- Vi skal have flere ud på arbejdsmarkedet. Særligt indvandrerkvinder. Vækkeuret skal ringe i alle hjem i Danmark.
Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på endnu et pressemøde om regeringens reformudspil "Danmark kan mere".
- For mange, der kommer hertil, starter tilværelsen i et sikkerhedsnet, og de vikler sig ikke ud af det.
- De er på kontanthjælp år efter år. Og det gælder særligt kvinderne, siger han.
-Vil have folk ud af døren
Udspillet blev først præsenteret tirsdag på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og finansminister Nicolai Wammen (S).
Ifølge Mattias Tesfaye lyder statistikken, at kun knap fire ud af ti indvandrerkvinder med oprindelse i Mellemøsten og Nordafrika var i beskæftigelse i 2019.
- Aktiviseringsgraden for nogen af dem, der har været her i lang tid, er ret lav. Vi vil have folk ud af døren, siger Mattias Tesfaye.