Skal denne V-profil være borgmester i Viborg?

Jens Rohde kan blive den nye borgmester i Viborg Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstres Jens Rohde er interesseret i Viborgs borgmesterpost, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Venstres Nina Hygum trækker sig som partiets borgmesterkandidat i Viborg. Dermed baner hun vej for EU-parlamentariker Jens Rohde, som også sidder i byrådet.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad. Jens Rohde bekræfter sin interesse til bladet.

– Jeg kan bekræfte, at jeg er spurgt af et enigt forretningsudvalg og en enig byrådsgruppe. Jeg har nogle betingelser som skal opfyldes, og det tager vi stilling til i dag, siger Jens Rohde.

Forleden trak Viborgs konservative borgmester, Søren Pape Poulsen, sig for at blive De Konservatives leder i stedet for Lars Barfoed. Han er godkendt af De Konservatives folketingsgruppe og vælges som ny formand ved partiets landsråd 27.-28. september i København.

Jens Rohde finder det afgørende, at Venstre i Viborg lægger fortiden bag sig og arbejder for et bredt samarbejde i byrådet. Venstre kritiserede efter kommunalvalget i 2009 kraftigt Søren Pape Poulsen for at blive borgmester med socialdemokratiske stemmer.

Nu vil Jens Rohde lave et stærkt politisk samarbejde med Socialdemokraterne.

– Vi skal ikke gå efter en smal konstituering. Det er vigtigt, så må personspørgsmålet komme i anden række, siger Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad.

Hvis han bliver borgmester, vil han trække sig fra EU-Parlamentet, men der er vigtige sager om Hanstholm Havn og landbrugsreformen, som han skal følge til dørs.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS