Skadet Tauson ryger ud i kvartfinale

Clara Tauson måtte stoppe før tid i kvartfinalen i WTA-turneringen i Charleston på grund af en knæskade

Clara Tauson blev skadet i sin første kamp i turneringen, hvor dette billede stammer fra. Foto: Dmitri Lovetsky/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Clara Tauson er færdig i WTA-turneringen i amerikanske Charleston.

Det danske tennistalent måtte trække sig fra kvartfinalen mod Maria Camila Osorio Serrano kort inde i andet sæt på grund af den knæskade, Tauson pådrog sig i turneringens første runde.

Danskeren så ellers indledningsvis ud til at kunne spille på knæet, der ganske vist var tapet kraftigt op.

Men mod slutningen af første sæt sprang skaden tilsyneladende op. Tauson modtog længe behandling, men gav det et skud og gik tilbage på banen.

Efter blot et enkelt parti i andet sæt måtte hun dog give fortabt og grædende forlade banen.

Skidt start

Tauson fik en skidt start på kampen og kom bagud 1-4 efter at have tabt begge sine to første servepartier.

Men den 18-årige komet kæmpede sig tilbage og fik udlignet til 4-4, inden det altså gik galt med knæet. Første sæt blev tabt 4-6, og andet sæt nåede altså dårligt nok at gå i gang.

Tauson trak sig bagud 0-1.

Powered by Labrador CMS