Skades-chok før kvartfinale

Tre dage før EM-kvartfinalen måtte Andreas Cornelius humpe ud fra træningsbanen i Helsingør

Andreas Cornelius ligger i græsset under onsdagens EM-træning.
Andreas Cornelius ligger i græsset under onsdagens EM-træning.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsspiller Andreas Cornelius er onsdag humpet ud af fodboldlandsholdets EM-træning i Helsingør.

Den fysisk stærke angriber gik i græsset efter en duel med Mathias "Zanka" Jørgensen.

Her blev han liggende i en kort periode, mens holdkammeraterne stille og roligt kom hen for at tilse ham.

Efterfølgende måtte Kasper Hjulmand opfordre spillerne til at passe på hinanden.

Ingen glidende tacklinger

Landstræneren ville gerne se intensitet, men ingen glidende tacklinger.

Omfanget af en eventuel skade til Cornelius er ukendt.

Det sker blot tre dage før Danmarks EM-kvartfinale mod Tjekkiet i Baku.

Andreas Cornelius har været på banen i alle Danmarks fire EM-kampe, men han er ikke startet inde under slutrunden.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS